23948sdkhjf

Ikea lægger 1450 kvm solceller på nyt varehus

1450 kvadratmeter solceller er netop blevet monteret på taget Ikeas nye cityvarehus, som i sensommeren slår dørene op på Kalvebod Brygge i København.

Solcellerne kommer til at dække omkring 25 pct. af bygningens strømforbrug til belysning, ventilation og pumper, og udgør desuden et væsentligt bidrag i planen om at opnå BREEAM-certificeringen ”Outstanding”.

– Vi er glade for at være nået hertil efter mange års planlægning og visioner for byggeriet. Nu kan vi snart sætte strøm til Ikea København med etableringen af solcellerne, som skal generere vedvarende energi til varehuset, siger John Kristian Sørensen, varehuschef for Ikea København i en pressemeddelelse.

Med en taghave fyldt med hjemmehørende træer og buske, der bidrager til biodiversitet i byen samt implementeringen af solceller og energieffektive løsninger, er der lagt op til, at varehuset bliver et grønt åndehul i hjertet af København.

Vigtig læring

Ifølge John Kristian Sørensen har de energieffektive løsninger været en hel central del lige fra begyndelsen.

– Fra start har det været ambitionen at tænke smarte løsninger ind i alle elementer af byggeriet. Det gælder for eksempel energiforsyningen, men også fjernkøling af varehuset fra havvand, der er mere klimavenligt end traditionel køling. Med etableringen af solcellerne har vi nået en markant milepæl og er et skridt nærmere åbningen af cityvarehuset, siger John Kristian Sørensen.

I 2030 har Ikea et mål om at være en cirkulær og klimapositiv forretning, og den målsætning har ifølge varehuschefen været udgangspunktet for byggeriet af det nye varehus.

- Opførelsen af Ikea København er en vigtig læring på vores rejse mod at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030. Det handler både om, hvordan vi bygger i fremtiden, men naturligvis også om, hvordan vi fremover kan inspirere vores kunder til at træffe mere klimavenlige valg. Begge områder bliver Ikea København et fyrtårn for, siger John Kristian Sørensen.

Det kommende varehus, der er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, vil indeholde tre etager med inspiration, restaurant og caféområder samt indendørs og udendørs opholdspladser. Taghaven bliver et centralt element med bænke og udsigt over byen. Der er mulighed for at besøge taghaven fra nabobygningerne eller tage et hvil i den nye park med træer og buske på toppen af Ikea.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095