På landsplan findes der over 20 millioner kvadratmeter butiksareal - og en tiltagende del af dem står ubeboede hen.
Det viser en ny opgørelse fra Ejendomstorvet.dk, der har foretaget undersøgelsen i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark.
- Igennem halvandet år lå det samlede udbud af kvadratmeter nogenlunde stabilt omkring 2,7 procent af det totale butiksareal i landet. Men ved indgangen til 2. kvartal er det steget til 2,9 procent, og vi skal ni kvartaler tilbage - til 1. kvartal 2021 - for at finde et højere udbud, som dengang var på 3,0 procent, siger Jakob Wegener, der er administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.