23948sdkhjf

Salg af hypet sportsdrik eksploderede i weekenden

Salling Group forventede at have solgt 400.000 Prime-drikke lørdag. De blev sat til salg fredag

Sportsdrikken Prime er blevet revet ned fra hylderne i en række danske supermarkeder. Hos Salling Group, som har kæderne Føtex, Bilka og Netto, blev der bestilt 400.000 Prime-drikke.

Drikkene blev sat til salg rundt om i landet fredag. De forventedes udsolgt lørdag.

Det siger Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group.

- Vi vidste godt, at det er populært. Men at det gik så stærkt - jeg ved ikke, om det kommer bag på os, men det er da glædeligt, at vi har en vare, som så mange synes er så interessant, siger han. 

Henrik Vinther Olesen regner med, at der vil komme Prime-drikke på hylderne i Salling Groups butikskæder igen i slutningen af juni.

Han tilføjer, at køberne primært er yngre mennesker. Dog har også forældre vist interesse for sportsdrikken.

Også stor interesse hos tankstationskæde

Det amerikanske selskab Congo Brands står bag Prime. Med de populære youtubere Logan Paul og KSI som frontfigurer er produktet blevet et kæmpe hit mange steder i verden.

- Jeg tror, at den (interessen, red.) er stor over hele landet, fordi efterspørgslen kommer fra teenagere, der følger de her instagrammere, youtubere og tiktokere, siger Morten Christensen.

Han er marketing- og kommunikationschef hos Circle K, som begyndte at sælge Prime-drikke lørdag.

- Vi kan ikke trække konkrete salgstal, men vi kan se, at der er flere butikker, som melder udsolgt allerede. Dog er der nye forsyninger på vej, tilføjer han. 

Morten Christensen siger, at efterspørgslen er særlig høj i byer som Struer, Kolding og København.

Han vurderer, at de nye forsyninger formentlig vil komme i begyndelsen af den kommende uge.

- Derefter skal vi nok lige monitorere salget og se, hvor mange vi skal blive ved med at bestille hjem. Vi må lige se, om hypen tager af, eller om det fortsætter sådan her, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094