Hun droppede sin uddannelse og købte en Børneloppen-butik - og aldrig har ung selvstændig været lykkeligere

Det startede egentlig med en sarkastisk og henkastet kommentar, da Louise Skovborg og hendes veninde var en tur i Børneloppen.
De var begge lige blevet forældre - og tøj skulle de små poder jo have på.
- Ej, det burde vi også åbne, kan Louise Skovborg huske, at hun fik sagt.
- Det var bare en joke, men hun tog mig på ordet. Og så gjorde vi det.
Og med ét var de første spæde skridt til en tilværelse som selvstændig taget.
Louise Skovborg opsagde sit studie og veninden deslige sit job - og så var der kun en lejekontrakt, der blokerede forbindelsen mellem de to kommende butiksejere og en titel af Børneloppen-butiksejere.
- Men lejekontrakten gik i vasken i sidste øjeblik, og så måtte vi udskyde, siger Louise Skovborg.
Modgangen slog ikke de to ud - og i stedet allierede de sig med en tilføjelse til deres duo, så ejerkredsen i stedet bestod af en trio.
Og i maj 2021 åbnede dørene til deres første - af snart tre - Børneloppen-butikker i Helsingør. Butik nummer to blev åbnet i Vallensbæk i september 2022.
Spasmager og store armbevægelser
Livet som butiksindehaver i Børneloppen-kæden vil Louise Skovborg ikke bytte for noget andet.
Og selve konceptet - at genbrugt børnetøj og -legetøj får nyt liv - tiltaler hende også enormt. Kunderne spænder vidt og bredt - og på den måde får Børneloppen-butikkerne også en anden funktion end blot at være gængs detailbutik.
- Vi er ikke bare en forretning - vi er også et socialt mødested. Det adskiller os fra den almene detailhandel, siger hun.
Hun beskriver sig selv som "spasmageren i butikken" med de "lidt store armbevægelser".
- Jeg har haft svært ved at passe ind i uddannelsessystemet, så derfor har det fungeret suverænt, at jeg kunne få mit eget.
Til september åbner hun og hendes to kompagnoner en tredje butik et endnu unavngivent sted. Og selvom det kræver sin kvinde at holde så mange bolde i luften, sætter Louise Skovborg pris på livet som selvstændig.
- Det er svært at sige, hvor meget vi arbejder - men vi arbejder rigtig meget. Det er en nødvendighed for at være selvstændig i vores position.
Heftig trafik
Selvom det ikke - endnu - kan aflæses i regnskaberne for de to nuværende Børneloppen-butikker, som Louise Skovborg står som indehaver af, er der godt gang i hjulene rent økonomisk.
Begge butikker kører med overskud i driften - men købsfinansieringen af butikkerne påvirker regnskaberne med en vis tyngde. Disse skal afskrives over fem år.
- Det ser selvfølgelig ikke pænt ud på regnskabet, og det kan selvsagt aflæses i vores bundlinjer for de to butikker. De ser ikke særlig pæne ud - men det gør egenkapitalen derimod.
- Der er altid mange i butikken, og der er generelt mange standlejere også. Der er fuldt booket i begge butikker og heftig aktivitet omkring lejen af stande, understreger Louise Skovborg.
Og med åbningen af den tredje Børneloppen-butikken til september har hun og hendes to forretningspartnere bevist, at vejen som selvstændig bestemt er farbar - også inden for børnetøjsafdelingen.
