23948sdkhjf

Lauritz.com er taget under konkursbehandling

Auktionshuset Lauritz.com har indgivet en egenbegæring om konkurs. Kurator forsøger fortsat at sælge firmaet

Auktionshuset Lauritz.com er blevet erklæret konkurs.

Det sker, efter ledelsen i selskabet har indgivet en egenbegæring.

Det oplyser Lauritz.com i en pressemeddelelse.

Selskabet har været under rekonstruktion siden den 28. juni, fordi det ikke har været i stand til at betale sine udeståender.

Under rekonstruktionen har selskabet arbejdet på at opretholde driften, og samtidig finde ny kapital eller finansiering.

Det har ikke været muligt at opretholde driften, og derfor har ledelsen indgivet en egenbegæring om konkurs.

Alle aktiviteter i selskabet er indstillet, og det er derfor hverken muligt at købe eller sælge varer via aktionshuset.

Dog arbejdes der fortsat på et salg af selskabet. Det oplyser den indsatte kurator, Henrik Selchau Poulsen.

- Under rekonstruktionsperioden er der indledt konstruktive dialoger med flere mulige købere, og kurator forventer at fortsætte dialogen og forhandlingerne i forventning om, at det vil være muligt inden længe at indgå en aftale, som kan sikre, at aktiviteterne i Lauritz.com kan fortsætte under et nyt ejerskab, skriver han i meddelelsen.

Det vides endnu ikke, hvilke konsekvenser konkursen får for de kunder, der har tilgodehavender.

I en længere version af pressemeddelelsen på selskabets hjemmeside, skriver Henrik Selchau Poulsen, at berørte kunder vil blive kontaktet i løbet af to til fire uger.

Det gælder både kunder, der har betalt for en vare og ikke fået den, kunder, der har indleveret en vare, og kunder, der har solgt en vare og ikke modtaget købssummen.

- Dit krav på udbetaling af tilgodehavende eller på udlevering af en vare er allerede registreret, og du behøver ikke at gøre noget, skriver han.

Den samlede gæld i Lauritz.com er på 148,6 millioner kroner. Heraf er gælden til kunderne på 50 millioner kroner i alt.

Det skrev Finans i sidste uge på baggrund af en redegørelse fra rekonstruktørerne.

Det er tidligere blevet beskrevet af blandt andet TV 2, at personer, der har solgt varer gennem Lauritz.com, har ventet flere måneder på at få deres penge af auktionshuset.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125