23948sdkhjf

Køkkenkoncern tager tocifret dyk og tjener en enkelt million

Kigger vi to år tilbage, så meget anderledes ud. Ikke mindst indtjeningen i en køkkenbranche, der oplevede kronede dage under pandemien, men som nu igen må slås for indtjeningen. Et godt eksempel er den friske kvartalsrapport fra svenske Nobia, der på det danske marked står bag HTH, Invita og Uno Form. Hvor den svenske kæmpe i andet kvartal af 2021 kunne tegne sig for et resultat på 325 mio. SEK., lyder overskuddet efter andet kvartal af 2023 på en enkelt million svenske kroner. Sammenligner man med samme periode foregående år, er der skåret 21 mio. SEK. af overskuddet i kvartalet, hvor omsætningen dykkede 13 pct.

– Udviklingen er selvfølgelig utilfredsstillende, men det afspejler udviklingen i markedet, udtaler Nobia-direktør Jon Sintorn i en kommentar til kvartalsrapporten.

Nobia AB
Regnskabsår Q2 - 2023 Q2 - 2022
Valuta mio. SEK. mio. SEK
Nettoomsætning 3.562 3.890
Bruttofortjeneste 1.268 1.414
Resultat af primær drift 61 62
Resultat før skat 2 22
Periodens resultat 1 17
Balancestatus 14.274 12.504
Egenkapital 4.847 4.920
Gns. antal ansatte, jan-jun 6.329 5.533
Kilde: Nobia AB

Kvartalet var altså præget af fortsat svære markedsforhold, og Jon Sintorn peger på, at faldende byggeaktivitet såvel som et fald i forbrugernes disponible indkomst har ført til dalende aktivitet på både projekt- og forbrugermarkedet.

I Norden, hvor salget dykkede med hele 17 pct., var koncernen desuden påvirket af mixforskydninger, der satte marginerne under pres. Her faldt driftsresultatet til 102 mio. SEK mod 248 mio. SEK i andet kvartal af 2022, og driftsmarginen, der i denne omgang lander på 5,5 pct., har været konstant faldende siden tredje kvartal af 2021, hvor den rundede godt 14 pct.

Ser man i stedet på det fulde halvår, har Nobia i årets første seks måneder solgt køkkener for 7,2 mia. SEK. Det svarer til et fald på 9 pct. sammenlignet med første del af 2022, og da årets første kvartal bød på et trecifret millionunderskud, ender det samlede resultat for perioden på – 213 mio. SEK. efter skat.

Skærer i omkostningerne

De nye, hårde markedsforhold fik i starten af året køkkenkæmpen til at varsle omkostningsreduktioner, og ifølge kvartalsrapporten forløber den del planmæssigt. Målet er en årlig besparelse i omegnen af 300 mio. SEK., og pr. 30. juni er der ifølge Nobia opnået besparelser for omkring 100 mio. SEK.

Særligt er der fokus på UK, hvor en repositionering af projektforretningen blandt andet har betydet to lukkede fabrikker og et exit fra mindre rentable forretningsdele, men også i Norden og på koncern-niveau varsles nedskalering af nogle funktioner.

I Jönköping kan Nobia til gengæld glæde sig over, at byggeriet af den nye fabrik skrider frem efter planen. Her er man i øjeblikket i gang med at installere maskiner på fabrikken, der med en investeringspris på omkring 2 mia. svenske kroner er blandt koncernens største nogensinde. Da planerne om den nye fabrik blev offentliggjort i 2019, lød det, at den udvidede kapacitet skulle understøtte den fortsatte vækst i koncernen, der dog nu må sande, at væksten ikke ser ud til at vende tilbage lige med det første.

Således lyder prioriteterne ifølge Jon Sintorn for nuværende på den britiske omstrukturering, en sikring af reducerede materialepriser og en yderligere intensivering af salgsaktiviteterne, da markedet fortsat hænger i bremsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094