23948sdkhjf

Populært skomærke vil børsnoteres: Her er deres egen gigantiske værdisætning

Det ikoniske tyske fodtøjsselskab Birkenstock har tirsdag søgt om børsnotering på New York Stock Exchange.

Detaljerne om det kommende aktiesalg er ikke blevet offentliggjort, men tidligere er det blevet rapporteret, at selskabet går efter at opnå en værdi på over 8 milliarder dollar.

Beløbet svarer til omkring 55 milliarder kroner.

Børsintroduktionen er en ny milepæl for det 248 år gamle familieejede selskab, der for kun et årti siden for første gang udpegede en ledelse bestående af folk udefra.

Selskabet er særligt kendt for sine sandaler, der appellerer til en bred skare af befolkningsgrupper - fra hipstere til friluftsfolk og fashionistaer.

For nylig kom sandalerne i fornyet opmærksomhed, da skuespilleren Margot Robbie var iklædt et lyserødt par i den massivt populære film "Barbie".

Birkenstock blev stiftet i 1774 som et selskab, der lavede ortopædiske sko.

I 1897 udviklede Konrad Birkenstock, hvad der skulle blive selskabets varemærke - en fleksibel sål af kork, der tilpasser sig den individuelle forbrugers fod.

Sandalerne kom på hylderne i USA i 1960'erne og blev populære blandt hippier, der anså deres utilitaristiske udseende som et modsvar til, hvad de mente var en kapitalistisk modeindustri.

Den private kapitalfond L Catterton overtog sammen med Bernard Arnault, formand og administrerende direktør i LVMH Moët Hennessy, der også er kendt som Louis Vuitton, i 2021 en aktiemajoritet i selskabet.

Analytikere vurderede dengang opkøbet til en værdi på omkring 4,4 milliarder dollar - cirka 31 milliarder kroner.

For nylig har selskabet lanceret samarbejder med store mærker som Dior og Manolo Blahnik, et spansk fodtøjsmærke.

Birkenstock havde i 2022 en omsætning på 1,3 milliarder dollar - cirka 9 milliarder kroner.

/ritzau/AFP

Se nøgletal for:
Læs mere om: Sko
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062