23948sdkhjf

Danskerne vil handle mere miljøvenligt

Tre ud af fire danskere ville ifølge en ny undersøgelse vælge et svanemærket alternativ, når de handler, hvis det var tilgængeligt og nemt at finde i butikkerne. Men kun en ud af tre finder det rent faktisk nemt

Når danskerne står nede i supermarkedet og skal vælge håndsæbe, opvaskemiddel eller bagepapir, vil størstedelen gerne vælge varer, der er bedre for miljøet - men mange synes, det kan være svært at finde. Det viser en ny undersøgelse fra Miljømærkning Danmark foretaget af analyseinstituttet Norstat.

- Vi oplever generelt, at de danske forbrugere gerne vil vælge varer, der er bedre for miljø, klima og sundhed - og at de gerne vil være med til at løse nogle af de store udfordringer, som vi står overfor. Her er Svanemærket et stærkt redskab, der gør det enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter, udtaler Rina Ronja Kari, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.

Seks ud af ti forbrugere mener ifølge undersøgelsen, at Svanemærket og EU-Blomsten gør det enkelt at vælge mere miljøvenlige varer. Men kun en ud af tre finder det rent faktisk nemt og overskueligt at finde varer med miljømærkerne, når de handler.

- Der ligger tydeligvis en opgave for detailhandlen i at indfri danskernes ønske om flere miljømærkede produkter på hylderne, som samtidig skal være lettere at finde. Størstedelen af forbrugere mener, at det er vigtigt at kunne vælge et svanemærket alternativ, og de føler også selv, at de har et ansvar, når de handler, men de oplever generelt ikke, at butikkerne gør nok, udtaler Rina Ronja Kari.

Dataindsamlingen er foretaget af analyseinstituttet Norstat på vegne af Miljømærkning Danmark. Der er i alt adspurgt 1011 danskere i alderen 15-74 år i perioden 8.-12. december 2023 via Norstats forbrugerpanel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125