Jysk åbner butik nummer 113 - men den er ikke som alle de andre
Udfordringer med at finde større lejemål i storbyerne har tvunget Jysk-koncernen til at tænke anderledes.
Således har sengetøjsgiganten - i jagten efter flere butiksåbninger - kigget deres blik på mindre lokaler. Og det er netop i et sådant, at man nu åbner butik nummer 113 i Danmark.
- Det bliver en mindre butik, men den har stort potentiale. Vi vil gerne gøre det endnu lettere for kunderne i storbyen at handle i Jysk, så vi har udfordret vores normale koncepter og samlet alt det bedste fra Jysk i et slags minikoncept, siger Bo V. Andersen, der er dansk landechef i Jysk.
Den nye butik får adresse på Borgergade i København - i øvrigt i Irma-kædens tidligere lokaler.
Butikken bliver omtrent 500 kvadratmeter stor - og er dermed mindre end halv størrelse af en typisk Jysk-forretning, der normalt strækker sig over 1200 kvadratmeter.
Butikschef i Jysk-butik nummer 113 bliver Lukas Gotsæd, der i forvejen er butikschef i en lignende 'minibutik' på Frederiksberg.
- Feedbacken fra kunderne har været, at de ikke oplever forskel i forhold til en almindelig størrelse butik, fordi vi stadig har rigtig mange af varerne. Nu er de bare udstillet i andre inspirerende miljøer, og det har kunderne været virkelig glade for, udtaler Lukas Gotsæd.
Jysk-butikken på Borgergade har første åbningsdag torsdag 21. marts.