23948sdkhjf

Møbelkæde "tjente flere penge end konkurrenterne" i 2023

Coronafesten er slut hos medlemsejede In2House, hvor formanden trods alt glæder sig over at "tjene flere penge end konkurrenterne"

Det var ikke fremgang eller prangende, men helt bestemt tilfredsstillende. 

Nogenlunde sådan kan In2House A.M.B.A's 2023 opsummeres, hvis man spørger kædeformand Michael Kold. 

- Der er selvfølgelig sket et markant fald i omsætningen, men det er faktisk gået bedre end forventet, forklarer han til RetailNews' søstermedie, Wood Supply. 

Den medlemsejede kæde, der rummer mere end 70 individuelle, lokale butikker fordelt på de tre kæder Møblér, Hjemme Hos og Danbo Møbler, lagde en halv million til årets forventning og endte med et slutresultat på tre millioner kroner. 

Det viser selskabets regnskab for 2023, som dog også indeholder endnu et fald fra coronatidens tårnhøje tinder. 

Således er årets resultat svundet ind med 68 procent siden højdepunktet 2021, hvor der stod 9,3 millioner kroner på bundlinjen. 

Trods det store fald kalder Michael Kold resultatet "tilfredsstillende i lyset af, hvordan markedssituationen ser ud i øjeblikket og det højere aktivitets- og investeringsniveau i de tre kæder".

- Vores primære fokus er ikke på kædeselskabets indtjening, men på det konsoliderede resultat for alle vores 70 butikker, hvor vi helt klart har tabt omsætning efter corona, ligesom alle andre i møbelbranchen. Vi ligger cirka 10 procent under 2022, og det lyder måske paradoksalt, men det opfatter jeg som tilfredsstillende, når vi kan se, at markedet og flere af vores kollegaers tilbagegang har ligget på den forkerte side af de 10 procent, siger han.

Prissætning skal redde vækst hjem i butikkerne

Han uddyber desuden, at tilbagegangen primært har været centreret omkring første halvdel af 2023, hvorfor In2House da også allerede har skruet op for forventningerne til det igangværende år, hvor der gerne skal lægges 1,5 millioner kroner til det samlede resultat. 

Mikael Kold har tidligere udtrykt, at In2House ikke kan spare sig til vækst. Han har således ikke øjnene rettet mod at skære omkostninger i 2024, men på prissætning og indtjening. 

- Der er ingen, der tror på, at møbelbranchen eksploderer med 10-15 procents vækst de næste par år, så vi har fokus på at blive bedre til at tjene penge på det niveau, vi befinder os på i øjeblikket. Og det skal vi blandt andet gøre ved at kigge på vores sortiment og prissætning. Hvis vi kan styrke vores indtjeningsmargin bare et par procent, så rykker det meget mere end at spare på huslejen eller skære personaleomkostninger hos de enkelte kæder. 

Samtidig fremgår det af regnskabets ledelsesberetning, at man mener, at "kædeprofilerne fortsat står stærkt i markedet".

- Vi kan konstatere, at vi tjener flere penge end konkurrenterne omkring os gør, så vi synes jo egentlig på den baggrund, at vi står stærkt i et 2024, som stadig ser udfordrende ud, uddyber Mikael Kold. 

IN2HOUSE A.M.B.A.
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 14,2 14,7 18,6
Resultat af primær drift 2,5 4,7 9,6
Resultat før skat 3,2 4,6 9,4
Årets resultat 3,0 4,4 9,3
Balancestatus 68,4 67,7 71,3
Egenkapital 30,1 31,4 30,4
Antal ansatte 18 16 15
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab møbelproducent
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.643