23948sdkhjf

Salling-ansatte stærkt påvirkede af dødsulykke

Medarbejdere i stormagasinet Salling i Aalborg bearbejder ulykkelig hændelse

En 15-årig drengs død efter et fald fra 9. etage ved stormagasinet Salling i centrum af Aalborg har rystet alle, der har set, hørt og læst om hændelsen, der skete fredag 7. juni kort før kl. 16.

Ikke mindst personalet i Salling er stærkt påvirket af dødsfaldet, som der var mange øjenvidner til - både på selve Salling Rooftop og i strøggaden Algade.

- Alle i Salling Aalborg sender de varmeste tanker og kondolencer til de efterladte, mens vi selv bearbejder den ulykkelige hændelse, oplyser Anja Kibsgaard, salgsdirektør i Salling stormagasiner, i en mail til Nordjyske.

Salling Rooftop i Aalborg åbnede i 2018. Året forinden åbnede en tilsvarende tagterrasse med tilknyttet café ved Sallings stormagasin i Aarhus.

Aldrig tidligere har Salling Group oplevet noget så voldsomt, som det, skete i Aalborg i fredags. Der er offentlig adgang til de to tagterrasser i Aalborg og Aarhus, og af samme grund er der gjort meget ud af indretningen og sikkerheden, oplyser Salling Group.

Det er blandt andet i form af vagter, videoovervågning, afskærmninger og gelændere.

- Vi holder både i og på toppen af stormagasinet et højt sikkerhedsniveau og arbejder hver dag på at sikre, at det opretholdes, forsikrer Anja Kibsgaard.

Nordjyllands Politi var hurtigt og talstærkt til stede i forbindelse med hændelsen i Aalborg. Efter at have set videoovervågning fra området konstaterer politiet, at der ikke noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med drengens dødsfald.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068