Ekspert: Dyre retur-flows kan snart være fortid

Når danskerne køber varer på nettet, bliver en stor del af dem sendt tilbage.
Mange webshops har nemlig indbygget en returservice i deres forretningsmodel, hvor kunderne kvit og frit kan få afhentet varen igen. Også selvom det koster virksomhederne på både pengepungen og i klimaregnskabet.
Men det kan meget vel snart være slut. Sandsynligvis vil øget statslig regulering nemlig gøre det af med de dyre og klimabelastende retur-leveringer i en ikke så fjern fremtid.
Sådan lyder vurderingen fra Lars Bek Jensen, som er partner hos logistik-konsulenthuset Langebæk.
- Jeg tror ikke på, at samfundet bliver ved med at accepterer, at transporterer så mange kasser frem og tilbage, siger han og uddyber:
- Det kan enten komme ved, at man gør transport så dyrt, at der ikke er nogle, som har råd til at have et returflow, eller ved at man simpelthen laver regler omkring det her med at sende pakker frem og tilbage.
Et nødvendigt onde
En sådan regulering vil betyde, at webshops vil miste muligheden for at tilbyde deres kunder den retur-service, som af mange bliver set som et vigtigt konkurrenceparameter. Omvendt kan det også give virksomhederne en mulighed for at komme af med en væsentlig del af deres udgifter til transport.
Retur-leveringerne koster nemlig virksomhederne mange penge. Faktisk vurderer konsulenterne hos Langebæk, at det koster cirka syv gange så meget at hente varer hjem igen, som det koster at bringe dem ud.
Det skyldes at retur-transporten oftes ikke kan planlægges, hvilket forhindrer virksomhederne i at udnytte kapaciteten i lastbilerne til fulde. Samtidig er det mere besværligt at modtage varerne end at sende dem afsted, fordi der blandt andet skal vurderes om de stadig er salgbare. Retur-flowet er faktisk så krævende, at nogle webshops simpelthen har lavet særlige logistikcentre der har specialiseret sig i at modtage returvarerne.
Alligevel er det svært for webshops at give slip på de dyre retur-leveringer.
- For nogle brancher er det blevet et nødvendigt onde, fordi man simpelthen er nødt til at tilbyde det for at kunne være i markedet. Der er blevet opbygget en forventning hos forbrugerne om, at man fx kan levere sit tøj tilbage, hvis det ikke passer, når man shopper online, forklarer Lars Bek Jensen.
Gebyr på retur-leveringer
En af de brancher, der har et meget stort antal retur-leveringer er modebranchen. Og her er der faktisk flere eksempler på virksomheder, der forsøger at tage livtag med problemet.
Som Retail News' søstermedie SCMNews tidligere har beskrevet, eksperimenterer H&M´s netbutik f.eks. med et gebyr på retur-leveringer, mens Zalando forsøger at få antallet af retur-leveringer ned ved at vejlede bedre om størrelser på tøjet.
Hos svenske Boozt er man gået endnu længere. Virksomheden valgte nemlig sidste år at udelukke omkring 42.000 kunder fra deres e-handelsplatform. Det skete efter at virksomheden gennem en analyse havde fundet frem til, at det var netop disse kunder der stod for langt størstedelen af alle retur-leveringer.
- De unødvendige returneringer koster både penge og er dårlige for miljøet. Det svarer til udledningen fra 600 lastbiler om året, som kører frem og tilbage fra vores lager, lød det i den forbindelse fra Sandra Gadd, økonomichef hos Boozt.
Forskellige typer af returflows
1 webshops
Mange webshops tilbyder retur-levering som en service til de kunder, der ønsker at returnere varer, som de alligevel ikke skal bruge.
2: B2B
Samme fænomen findes også inden for B2B-verden, hvor nogle grossister tilbyder deres kunder at hente varerne igen, hvis kunden ikke skal bruge den alligevel
3: Fødevarer
Retur-leveringer findes også inden for fødevare-logistik. Her finder der oftest sted, hvis en butik har modtaget varer, som var for gamle eller dårlige, hvorefter de sendes tilbage til leverandøren.
4: Genbrug og upcycling
En stor og vigtig gren af retur-logistikken handler om affaldshåndtering. Det kan eksempelvis være det pant-system som langt de fleste danskere har stiftet bekendskab med. Det kan også være indsamling af f.eks. brugt elektronik, der har til formål at genanvende råstofferne i produkterne.
Nye muligheder
Mens retur-services inden for e-handel altså måske snart kan være fortid, er det generelle marked for retur-logistik voksende.
I takt med at cirkulær økonomi og genanvendelse bliver mere og mere udbredt, stiger behovet for at indsamle materialer og råvarer nemlig.
- Det går kun en vej, for vi skal have en endnu højere genanvendelsesprocent, og for store dele af affaldsorteringen er der allerede i dag et fornuftigt returflow. Men vi mangler nogle fragmenter som endnu ikke er på plads. Her vil der være nye muligheder for de virksomheder, der kan specialiserer sig i netop det, siger Lars Bek Jensen.
Som eksempel peger Lars Bek Jensen på glasfiber-vingerne fra vindmøller, der lige nu blot deponeres, når de er udslidte. På nuværende tidspunkt er problemet imidlertid, at det ikke er økonomisk bæredygtigt for virksomhederne at oprette et retur-flow for glasfiber og andre af de “besværlige” materialer.
- På karton, plastik og glas kører returflowet rimelig glat fordi der er penge i det. Men for de her lidt bøvlede materialer, er man nok nødt til at skabe et incitament til at tage det hjem igen og genbruge det, i hvert fald i begyndelsen, siger Lars Bek Jensen.