23948sdkhjf

Minister går ind i sag om influenceres madreklamer til børn

Erhvervsministeren vil se på om regler for influenceres reklamer for usunde fødevarer til børn skal strammes

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil undersøge om lovgivningen for influenceres reklamer målrettet børn og unge skal strammes.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg synes ærlig talt, at det er en glidebane, at børn og unges venner og idoler i form af influencere reklamerer for for eksempel diverse usunde fødevarer. Det handler om, at vores børn og unge kan have et trygt digitalt liv, siger erhvervsministeren i pressemeddelelsen.

Det sker, efter at Forbrugerrådet Tænk har påpeget flere tilfælde, hvor det mener, at fødevareindustriens kodeks overtrædes.

Aktører i fødevarebranchen og mediebranchen er gået sammen om et fælles kodeks. Her lyder det blandt andet, at der ikke må reklameres for fødevarer med højt indhold af sukker, fedt eller salt i medier, hvor målgruppen er børn.

Stop eller lovgivning

Lørdag skrev DR, at Forbrugerrådet Tænk mener, at en reklame, som influenceren Alexander Husum har lavet sammen med burgerkæden The Burger Concept, overtræder retningslinjerne.

Over for DR afviser The Burger Concept, at børn har været den tiltænkte målgruppe for reklamerne.

Branchens kodeks bygger på frivillighed, og hvis ikke branchen selv kan regulere det, må der lovgivning til, mener Forbrugerrådet Tænk.

- Branchen er nødt til at rette op på det her. Vi er nødt til at få stoppet de her reklamer, ellers skal der lovgivning til, sagde Esben Geist, konstitueret direktør for Forbrugerrådet Tænk, til DR.

Morten Bødskov vil desuden indkalde influencere og brancheorganisationer for fødevarevirksomheder til et møde.

Her vil han understrege vigtigheden af god markedsføringsskik samt tale om aktørernes ansvar for at passe på børn og unge, lyder det.

Tidligere har Forbrugerrådet Tænk klaget til Forum for Fødevarereklamer om Orklas brug af influencerne Morten Münster og Jas og Mika til reklamer for chips i forbindelse med Kims Chips Battle.

Forum for Fødevarereklamer er navnet på det frivillige samarbejde mellem aktører i fødevarebranchen og mediebranchen.

Brancheforummet vurderede, at Orkla ikke burde have brugt influencere med målgrupper under 13 år i deres chipsreklamer uden at have sørget for, at brugere under 13 år bliver eksponeret for indholdet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079