Danskernes indkøbskurv skrumper fortsat
Danskerne er endnu ikke i 'mode' til forbrugerfest. Det ses ikke kun i det overordnede detailsalg, men også i forbruget i landets 2600 dagligvarebutikker.
Isoleret set gik salget af fødevarer og andre dagligvarer frem med 0,2 pct. fra august til september, når man måler på mængdesalget renset for prisudvikling, handelsdage mv., viser tal fra Danmarks Statistik.
Måler man over en tre måneders periode juli-september er salgsudviklingen status quo i forhold til de tre måneder forinden.
Tilbagegang
I årets første tre kvartaler var detailsalget 2,2 pct. højere end i samme periode i 2023. Men det er ikke et forbrug, der er smittet af på dagligvaresalget.
I årets første ni måneder er mængden af solgte fødevarer og andre dagligvarer nemlig faldet med 1 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Samme billede ses, når man ser på udviklingen over et år. Holdes de tre måneder juli-september oppe imod sidste år er mængdeindekset faldet med 1,2 pct. Og måles september i år op imod sidste år, lyder faldet på hele 3,3 pct., viser de nye tal fra Danmarks Statistik.
- Status er dermed nu, at detailsalget kun er steget med 0,6 pct. over de seneste tre måneder, hvilket må betegnes som en svag fremgang. Det synes jeg godt, man kan tillade sig at være en smule skuffet over. Vi har ellers set en flot lønvækst i løbet af året, faldende inflation og en stærk jobvækst. Dertil er danskernes privatøkonomi i udgangspunktet generelt velpolstret. En mulig forklaring kan være at mange forbrugere fortsat slikker sårene efter inflationskrisen rasen. Dertil er der også boligejere med variabelt forrentede lån, der har oplevet en betydelig stigning i deres renteudgifter, lyder det i en kommentar fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.