23948sdkhjf

Føtex-direktør tygger på nyt forretningsben som grossist

- Vi har et godt brand og et godt sortiment, så kan vi med Føtex rumme at levere til selvstændige købmænd? Det spørgsmål vil Føtex-direktør Morten Møberg undersøge nærmere.

I Salling Groups tårnhøje ambition om at erobre en værdivækst på 30 mia. kr. frem til udgangen af 2028 står opkøb og fusioner for milliarder helt centralt. F.eks. på det polske marked, hvor Netto skal op på 1000 butikker mod i dag 650. 

Men Salling Group vil også styrke kerneforretningen i de eksisterende dele af koncernen med en investering på hele 13 mia. kr. i perioden.       

Nu fortæller Føtex-direktør Morten Møberg i et interview med Dagligvarehandlen, at Føtex' forretningsmodel måske skal udvides til mere end butiksdrift i fremtiden. 

- Vi har en tanke om, at Føtex kan blive en form for grossistled, så vi f.eks. åbner op for at levere til selvstændige købmænd. Ideen er på et meget tidligt stadie. Vi har et godt brand og et godt sortiment, så kan vi med Føtex rumme at levere til selvstændige købmænd? Det er noget, vi skal kigge nærmere ind i, siger Morten Møberg.

Føtex-direktøren understreger, at intet er besluttet endnu. 

- Jeg er nysgerrig og vil se nærmere på frivillige købmænd, der bruger grossistled. Vi har ikke taget en beslutning endnu, men vi overvejer at kigge ind i det segment. Lad mig sige det sådan, siger Morten Møberg.

'Fremtidens Føtex'

Føtex tæller 111 butikker og har som resten af Salling Group netop taget hul på en ny strategiperiode, der løber til udgangen af 2028. I Føtex-regi kaldes strategiperioden 'Fremtidens Føtex'.

Her vil supermarkedskæden blandt andet investere et klækkelig beløb i at modernisere kædens butikker til et nyt niveau, der i højere grad skal indbyde til inspiration og sunde valg, som det er sket med Føtex Kokkedal, der for kort tid siden er genåbnet efter en omfattende modernisering for et mindre tocifret millionbeløb.   

Samtidig står der også nye butikker på programmet for Føtex-direktøren, der ser for sig, at kæden vokser med mere end 10 butikker de næste fem år som ellers spået af Retail Institute Scandinavia i en ny prognose om udviklingen på dagligvaremarkedet. 

Salling Group står overfor at overtage 35 butikker fra Coop i en handel, som lige nu behandles af konkurrencemyndighederne.

Her er der udsigt til, at flere af disse butikker omdannes til Føtex. 

- Nu kan jeg ikke komme nærmere ind på købet af 35 butikker i Coop, men det er klart, at det giver Føtex et rygstød. Jeg har en ambition om flere mindre butikker, Føtex Food på centrale steder, men vi vil også se på muligheder for at åbne større Føtex, sagde Morten Møberg for nyligt til Dagligvarehandlen.dk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161