Ny meningsmåling viser fald i antallet af husstande, der grænsehandler.
En ny meningsmåling udført af analyseinstitut Norstat for De Samvirkende Købmænd, DSK, peger nu i retning af, at grænsehandelen formentlig er toppet for denne omgang.
Kun 13 pct. af de danske husstande grænsehandler nu 4 – 5 gange årligt eller oftere. I begge de to seneste undersøgelser har det tilsvarende tal været 16 pct. Samtidig er det nu under 50 pct. af de danske husstande, der årligt grænsehandler i Tyskland.
Det får smilene frem hos købmændene:
- Formålet med Vækstpakkens afgiftslempelser var at flytte forbrugernes indkøb fra udenlandske virksomheder hjem til danske butikker og danske arbejdspladser. Det er meget positivt, når en ny undersøgelse peger i retning af, at antallet af indkøbsture til Tyskland har toppet, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK, og fortsætter:
- Det er faktisk første gang på denne side af finanskrisen, at vi ser tegn på en mindre grænsehandel. Undersøgelsen viser, at der – som DSK hele tiden har påpeget – er en nøje sammenhæng mellem afgiftsniveauet i Danmark og grænsehandelen. Politikerne kan derfor trygt fortsætte vækststrategien med lavere afgifter, der giver forbrugerne lavere priser, siger Claus Bøgelund Nielsen.