Milliardgæld til trods: Flying Tiger ekspanderer

En historisk gæld hos moderselskabet har ikke taget vingerne fra Flying Tiger Copenhagen, der flyver over Atlanten og åbner butikker i Canada.
Kæden har indgået en aftale med Fox Group om at åbne fire butikker i Canada i 2025 samt en onlinebutik. Det er første skridt i en plan om mindst 50 canadiske butikker inden 2030, skriver Finans.
Ekspansionen sker samtidig med, at Danske Bank og Nordea har overtaget kontrollen med det gældsplagede selskab bag kæden, der endnu ikke har aflagt regnskab for 2024.
Selskabet havde dog en milliardstor gæld og en negativ egenkapital på 1,3 mia. kr. opbygget under tidligere ejere, da det sidst aflagde regnskab.
– Vi står stærkt, men vi har en historisk gæld, der dels er relateret til covid-tiden, dels til tidligere tiders kraftige ekspansion og et efterfølgende meget højt renteniveau. Det kommer den nye bestyrelse til at have skarpt fokus på, skrev direktør Martin Jermiin i marts til erhvervsmediet Finans.
Nedslag i Flying Tigers historie
- 1995: Den første Tiger-butik åbner i København
- 2001: Første udenlandske butik åbner på Island
- 2012: Japan åbner som det første land udenfor Europa
- 2016: Tiger skifter navn til Flying Tiger Copenhagen
- 2023: 926 butikker fordelt på 35 lande
Kilde: Flying Tiger Copenhagen