Lindex rykker ind i Danmark med egen butik
Den svenske modekæde Lindex åbner sin første selvstændige butik i Danmark og tager dermed hul på en ny fase i sin nordiske vækststrategi
Butikken åbner i efteråret i Rødovre Centrum. Her vil Lindex tilbyde sit fulde sortiment af dametøj, undertøj og børnetøj på et areal på cirka 600 kvadratmeter, fremgår det af en pressemeddelelse.
– Vi er meget glade for at tage næste skridt i vores ekspansion med åbningen af vores første selvstændige butik i Danmark – og dermed gøre vores mode endnu mere tilgængelig for danske kunder,udtaler Susanne Ehnbåge, CEO hos Lindex, og fortsætter:
- Danmark er et vigtigt marked for os i vores fortsatte satsning på at styrke tilstedeværelsen i Norden. Med denne butiksåbning ser vi frem til at opbygge nye kunderelationer og tilbyde vores nuværende kunder en endnu bedre shoppingoplevelse.
Hidtil har det svenske brand været tilgængeligt for danske kunder udelukkende via webshoppen lindex.dk.
Lindex har i dag omkring 440 butikker i 17 lande og sælger desuden via globale onlineplatforme. Virksomheden er et helejet datterselskab af Lindex Group plc.