Efter alt at dømme vender den lokale indkøbsmulighed tilbage i Veddum og Skelund nord for Mariager Fjord engang til efteråret. Det er den optimistiske melding fra gruppen, der har arbejdet med at etablere en købmandsbutik til erstatning for Veddum Brugs, der lukkede ved årsskiftet.
- Vi kan simpelthen ikke få armene ned. Det er så dejligt. Vi har på fire måneder nået, hvad andre er op til halvandet år om. Jeg må bare rose medlemmerne af arbejdsgruppen. De har gjort en enestående indsats, siger Bente Sand, der er med i arbejdsgruppen.