23948sdkhjf

Tidligere mangeårig borgmester bliver formand for Danske Spil

Lars Krarup skal fremover sidde for bordenden i Danske Spils bestyrelseslokale, da han indtræder som formand

Den tidligere mangeårige Venstre-borgmester i Herning, Lars Krarup, har landet en ny toppost.

Han indtræder til juni som formand i Danske Spils bestyrelse.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Lars Krarup er blevet indstillet af Finansministeriet til den nye post i Danske Spil, hvor staten er hovedaktionær med 81 procent af aktiekapitalen.

Foruden den nye post sidder Krarup i forvejen allerede som bestyrelsesformand i Team Danmark og Realdania.

- Jeg er meget glad for den tillid, som er vist mig. I mit virke som borgmester og i idrætslivet har jeg på nærmeste hold oplevet, hvordan Danske Spils overskud understøtter både små, store og professionelle fællesskaber, siger Krarup i meddelelsen.

Overskuddet fra Danske Spils lotterier går til udlodningsmidlerne, som via en politisk bestemt model under Kulturministeriet uddeles til små og store fællesskaber inden for idræt, kultur, natur og sociale formål.

I knap 20 år var Krarup stemmeslugende borgmester i Herning, ligesom han var en højtplaceret stemme i Venstre.

Men den populære bykonge sagde farvel til politik inden kommunalvalget i 2021, da han ville prøve noget nyt.

Han stillede op til byrådet i Herning første gang som 21-årig, blev valgt ind som 25-årig og borgmester som 29-årig.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Lars Krarup over 11.000 personlige stemmer. Det gjorde ham til den suverænt mest populære politiker i Midt- og Vestjylland - og den niendestørste stemmesluger i landet.

Den nuværende formand i Danske Spil, Charlotte Bach Thomassen, bliver næstformand, når Krarup overtager den nye rolle.

Hun blev valgt ind som næstformand for første gang i 2022. Hun trådte til som formand, da den tidligere Venstre-minister Peter Christensen gik bort i februar i år efter længere tids sygdom.

Han blev valgt ind som formand i 2020 og sad på posten frem til sin død.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094