23948sdkhjf

Dagligvarekoncern sætter tyverialarmer på udsatte varer

Tyveri er et stigende problem, oplyser Salling Group, der er begyndt at sætte tyverialarmer på varer

I flere dagligvarebutikker er man begyndt at sætte tyverialarmer på varer.

Det bekræfter Christoffer Roslyng Green, der er pressekonsulent i dagligvarekoncernen Salling Group, over for B.T.

Salling Group ejer blandt andet Netto, Bilka og Føtex.

Der er eksempelvis sat tyverialarmer på chokolader fra Marabou i en Føtex i København, skriver B.T.

Det er op til hver butik, hvilke varer man vil sætte tyverialarmer på, siger Christoffer Roslyng Green til Ritzau.

- Den enkelte butik har noget at sige i forhold til, hvilke varer der er mest udsatte hos dem. Og det kan godt skifte fra landsdel til landsdel, siger han.

Men dyre kødudskæringer og vin er ofte gemt væk eller har alarmer på sig ifølge pressekonsulenten.

Beslutningen om at bruge tyverialarmer hænger sammen med, at der bliver stjålet mere fra butikkerne.

- Tyveri er et stigende problem, og vi ser en stigning af tyveri blandt typer af mennesker, vi normalt ikke vil mistænke for at stjæle. Derfor er vi desværre nødt til at sætte alarmer på de mest udsatte varer, siger Christoffer Roslyng Green.

Tidligere oplevede Salling Group, at butikstyverier især blev begået af "større kriminelle grupperinger". Men nu er det blevet et udbredt problem.

- Nu er det også den unge vennegruppe og ældre mennesker, der er ude og handle alene, siger Christoffer Roslyng Green.

Siden 2021 er antallet af anmeldte butikstyverier steget med 77 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Sidste år var der 27.996 anmeldelser om butikstyveri. 70 procent af dem blev anmeldt af dagligvarebutikker.

Tendensen fremgår også i en undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer. Her har otte ud af ti virksomheder oplevet en stigning i butikstyverier de senere år.

Tal fra Danmarks Statistik viser desuden, at langt de fleste sager om butikstyveri ender med en dom.

I 2024 blev 97 procent af sagerne afsluttet med en fældende afgørelse, hvor personen blev fundet skyldig.

Omkring ni ud af ti afgørelser blev straffet med en bøde.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068