23948sdkhjf

Myndigheder finder fejl og snyd i 23 ud af 23 kiosker i København

Myndigheder har fundet både puff bars og store mængder spiritus, der ikke er betalt afgift af, i kioskaktion

I en aktion mod københavnske kiosker fredag aften fandt myndighederne snyd og fejl i 23 ud af 23 kiosker.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Skatteministeriet i en fælles pressemeddelelse.

I kioskerne blev der fundet både ulovlige nikotinprodukter, puff bars og store mængder spiritus og vin, som der ikke var betalt afgifter af.

Blandt andet blev der fundet 3736 ulovlige bøtter med nikotinposer og 377 puff bars.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) er egentlig ikke overrasket over fundene. Men han mener alligevel, at det er helt uacceptabelt.

- Det vidner om en skræmmende, kynisk og ligegyldig tilgang, som de københavnske kiosker udviser i forhold til at overholde vores fælles regler og love, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi vil simpelthen ikke finde os i det på fællesskabets vegne, og vi bliver ved med at ånde de kiosker i nakken, som ikke spiller efter reglerne, lyder det videre.

De 23 københavnske kiosker var ifølge ministerierne udvalgt ud fra kriterierne risiko og væsentlighed.

Kontrolaktionen blev udført i et samarbejde mellem Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet.

Den koordinerede indsats har et bredt fokus på svindel og snyd på tværs af myndighedernes områder med særligt fokus på tobak, nikotin og alkohol.

I april blev kiosker i Aarhus kontrolleret, og i marts blev andre kiosker i København tjekket. I alt er 69 kiosker blevet kontrolleret i de tre aktioner. Heraf har myndighederne ikke fundet snyd og fejl i to kiosker, lyder det.

Også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er vred over, at kontrolaktioner igen og igen viser, at kioskejere sælger ulovlige nikotinprodukter og alkohol, der ikke er betalt moms af.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at der så groft og systematisk svindles med afgifter og ses stort på reglerne, siger hun i pressemeddelelsen.

Kioskerne, som fik besøg fredag, ligger på Amager, Vesterbro, Østerbro og i Valby, Brønshøj og Vanløse.

Der blev givet i alt 27 påbud og udskrevet syv bøder. Skattestyrelsen følger op i alle 23 kiosker i forhold til mistanke om sort økonomi.

Foruden ulovlige nikotinprodukter og puff bars blev der også fundet et knojern, to såkaldte crackere, som kan åbne lattergaspatroner, og receptpligtig medicin a la Viagra.

I en kiosk blev der desuden fundet 75.000 kroner i kontanter i en printerskuffe. I en anden kiosk fandt myndighederne 10.000 kroner i kontanter gemt bag kassen og bag en lænestol.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147