Sandwichkæde vender tilbage med centerstrategi
Sandwichkæden Subway er på vej tilbage på det danske marked efter 10 års fravær.
De første fire restauranter åbner i blandt andet Lyngby Storcenter og City2 i samarbejde med Danske Shoppingcentre (DSC), der i alt skal lægge lokation til otte nye Subway-restauranter inden udgangen af 2026.
Det oplyser Danske Shoppingcentre i en pressemeddelelse
Subway er i dag til stede i Kolding Storcenter og udvider dermed sin danske tilstedeværelse betydeligt. Kæden har globalt over 37.000 restauranter og planlægger over 250 nye åbninger i Norden.
- Jeg er glad for, at Subway har valgt at starte deres danske rejse i vores centre. Vi gør os umage med at udvælge de madkoncepter, der ligger i centrene, og Subways profil passer godt ind, udtaler Jesper Faurholdt, direktør i Danske Shoppingcentre.
De kommende åbninger sker i to faser: Første bølge i slutningen af 2025 i Lyngby Storcenter, Amager Centret, Aalborg Storcenter og City2, og næste bølge i starten af 2026 i Randers Storcenter, Ishøj Bycenter, VestsjællandsCentret og Glostrup Shoppingcenter.