23948sdkhjf

Kurator begærer Lauritz-medejers personlige selskaber konkurs

Manglende salg af fransk vinslot betyder, at Bengt Sundstrøms personlige selskaber nu risikerer konkurs

Bengt Sundstrøm, der var medejer af det konkursramte auktionshus Lauritz.com, må nu se sine to personligt ejede selskaber komme under konkursbehandling.

Det skriver Finans, der har talt med Henrik Selchau Poulsen, der er kurator i konkursboet Lauritz.com.

Konkursbegæringen sker som en konsekvens af, at det ikke er lykkedes at sælge det franske vinslot Vignelaure, der er stillet som pant for de obligationsejere, der har penge til gode i Lauritz.coms konkursbo.

Derfor må rekonstruktionen af både Ejendomsselskabet Blixt Aps, der ejer slottet, og Blixt Holding, som ejer førstnævnte selskab, opgives.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at det fortsat vil blive forsøgt at få afsat slottet, så långiverne kan få nogle af deres penge tilbage.

- Bestræbelserne på at sælge det franske selskab, som ejer vinslottet, fortsætter uændret og vil fortsat ske i samarbejde med de samme franske og internationale ejendomsmæglere, siger Henrik Selchau Poulsen til Finans.

Der er i alt rejst krav mod Lauritz.coms konkursbo i størrelsesordenen 185 millioner kroner.

Derudover har kuratorerne i konkursboet fremsat erstatningskrav mod den tidligere ledelse - herunder Bengt Sunfstrøm og hans hustru, Mette Rode Sundstrøm - samt auktionsselskabets tidligere revisor, revisionshuset Beierholm.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063