23948sdkhjf

Magasin køber etableret dansk modebrand

Magasin du Nord overtager det danske modebrand Bitte Kai Rand, der har eksisteret i 44 år

Det danske modebrand Bitte Kai Rand har fået ny ejer.

Magasin du Nord skriver i en pressemeddelelse, at man har købt selskabet for at styrke sin position inden for dansk design og håndværk.

- Bitte Kai Rand er et brand med en stærk designarv og en tydelig DNA - præcis som Magasin.

- Vi ser et stort potentiale i at videreudvikle brandet i respekt for dets historie, og vi glæder os til at aktivere synergierne med resten af Magasins univers og øvrige investeringer, siger Camilla Deichmann, der leder Magasins såkaldte ventureforretning og fremover skal være administrerende direktør for Bitte Kai Rand.

Bitte Kai Rand blev stiftet af designeren med samme navn tilbage i 1981, og hun er glad for, at modebrandet skal videreføres af Magasin.

- Faktisk var Magasin en af de første forhandlere, vi fik om bord tilbage i 1984, og jeg kan ret godt lide tanken om, at Bitte Kai Rand-eventyret på en måde både begyndte og endte sammen med Magasin, siger tøjskaberen.

Hun var 25 år gammel, da hun som nyuddannet designer købte en strikkevirksomhed og blev selvstændig.

Magasin vil ikke kun markedsføre Bitte Kai Rand i Danmark, men også på udvalgte internationale markeder.

Bitte Kai Rand har foruden en webshop fem egne fysiske butikker, ligesom mærket allerede har sin egen afdeling hos Magasin på Kongens Nytorv i København.

Derudover forhandles mærket i hundredvis af butikker herhjemme og i udlandet.

Investeringen i Bitte Kai Rand er ikke den første, som Magasin Ventures har foretaget.

Selskabet har tidligere købt sig ind i mærkerne Messy Weekend, Copenhagen Cartel og Lust Copenhagen, ligesom man har investeret i kosmetikfirmaerne Blid og Relevant.

Parterne vil ikke oplyse salgsprisen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062