Danskernes økonomiske sortsyn har sat sig fast

Der går flere lønkroner ind på kontoen, renten er faldet og arbejdsløsheden lav.
Kort sagt burde flere forbrugere stå på sikker økonomisk grund.
Men trods den gunstige situation er mange fortsat bekymrede, viser tal offentliggjort onsdag.
Først Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator, der er et mål for befolkningens syn på deres egen og landets økonomiske situation, både nu og i fremtiden.
Indikatoren har været negativ siden slutningen af 2021 og været jævnt faldende det seneste år. Den tendens er fortsat i juli, hvor den viser et minus på 15,7.
Vintermørke niveau
Med chefkonsulent i Dansk Industri Asger Bjergs ord hænger "tilliden fast i samme vintermørke niveau, som vi har oplevet hele foråret".
- Selv om mange danskere tilbringer juli måned på en strand eller i et sommerhus, er de økonomiske bekymringer ikke blevet efterladt derhjemme, siger han.
En forklaring kan være de seneste amerikanske meldinger om told på europæiske varer. Den trussel kan være med til at puste lidt mere til usikkerheden hos forbrugerne.
Det samme kan de stigende fødevarepriser. Siden juni 2021, hvor inflationen tog fart, er de danske fødevarepriser steget med 28,3 procent, har tal offentliggjort af Dansk Erhverv 3. juli vist.
- De kan være medvirkende til følelsen af, at budgetterne bliver strammere, fordi man bliver konfronteret med dem, hver gang man er i supermarkedet, siger Asger Bjerg.
Positive takter
Men der er også mere positive takter. For mens hver femte dansker sidste år følte sig presset på privatøkonomien, så det nu kun godt hver syvende.
Det viser en undersøgelse fra Epinion foretaget for Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditinstitutter.
Der er dog fortsat et stykke vej til tiden, før stigende inflation og renter ramte dansk økonomi. Inden da var det godt hver tiende, der havde en presset økonomi.
Og når det kommer til fremtiden, så svarer en ud at ti i Epinions undersøgelse, at de er bekymrede for deres økonomi i det kommende år.
Blandt dem siger godt to ud af tre, at risikoen for stigende priser og/eller renter er i top-3 over deres største bekymringer.
For en tredjedel er det deres primære bekymring, og den tendens er ny, siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.
- Det tyder på, at danskerne er bekymrede for, at den nye, mere usikre virkelighed, vi står i, vil føre til højere inflation og renter, som de for nylig oplevede under inflationskrisen. Store stigninger i forbrugerpriserne rammer jo alle.
Forbrugertilliden giver et fingerpeg om privatforbrug
- Forbrugertillid er et mål for befolkningens syn på deres egen og landets økonomiske situation, både nu og i fremtiden.
- Tallene bygger på svar fra omkring 1000 repræsentativt udvalgte danskere.
- De har svaret på, hvordan de vurderer deres egen familie og Danmarks økonomiske situation. Og om de mener, at det vil være fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder lige nu.
- Positive svar trækker indikatoren op. Negative svar trækker indikatoren ned. Uændret svarer til værdien 0.
- En positiv indikator fortæller dermed om optimisme, mens en negativ indikator er et udtryk for generel pessimisme.
- Forbrugertilliden er forbundet med en statistisk usikkerhed, hvor stikprøveusikkerheden i 95 procent af tilfældene skønnes at ligge inden for +/- 3 procentpoint.
- En ændring i en indikator skal derfor være større end fem procentpoint for at være signifikant.
/ritzau/
Kilde: Danmarks Statistik.
Julis tal fra Danmarks Statistik viser, at mange af de adspurgte hen over den seneste måned ser lidt mere positivt på deres egen og på Danmarks økonomi lige nu, men også at de forventer, at begge dele bliver dårligere om et år.
Solidt fundament
Men det er nok at tage sorgerne for meget på forskud, hvis man spørger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Jeg er med andre ord mere optimistisk end forbrugerne. Beskæftigelsen er rekordhøj, ledigheden er lav, købekraften stiger for mange, og renterne er kommet lidt ned.
- Det giver et solidt fundament for et stigende privatforbrug, siger Jeppe Juul Borre.
Renten er sænket fra fire procent sidste sommer til nu to procent. Men det kan være slut med nye rentesænkninger, når Den Europæiske Centralbank (ECB) samles til rentemøde torsdag, vurderer blandt andet Danske Bank.
Forventningen er, at renten denne gang bliver, hvor der en. Sandsynligvis vil der dog komme en rentesænkning mere senere på året.
/ritzau/