Nets-nedbrud skyldtes en teknisk fejl

Det var en teknisk fejl i Nets' systemer, der var årsag til det nedbrud, der lørdag skabte store problemer med at gennemføre kortbetalinger.
Det skriver Nets i en pressemeddelelse torsdag. Af den fremgår det, at der var tale om en "sjælden komponentfejl" i den bagvedliggende infrastruktur, som håndteres af en "global partner".
Da fejlen blev konstateret, skulle et backup-system være trådt til, men det kunne ikke lade sig gøre.
- Vi er nu i gang med at implementere tiltag, der kan sikre, at en systemfejl af denne karakter, om end den er meget sjælden, ikke kan få de konsekvenser, som vi så i lørdags, siger landechef hos Nets Allan Bonke i pressemeddelelsen.
Systemnedbruddet betød blandt andet, at det for mange bilister ikke kunne lade sig gøre at passere Storebælt, ligesom det også umuliggjorde betalinger på musikfestivalen Musik i Lejet og ved Grøn Koncert.
Nets har tidligere afvist, at nedbruddet skyldtes angreb udefra.
Systemerne var nede i omkring tre timer, før det lykkedes at få dem op at køre igen.
Siden da har Nets forsøgt at komme til bunds i, hvordan fejlen kunne opstå.
Erhvervsministeriet bad mandag Finanstilsynet om en redegørelse fra Nets, der forklarer, hvordan nedbruddet kunne ske, og hvilke beredskabsplaner Nets har, når noget sådant sker.
Nets - der i 2020 blev solgt til den italienske betalingskoncern Nexi - har en markedsandel, når det gælder indløsning af kortbetaling i Danmark, på op mod 80 procent.
/ritzau/