23948sdkhjf

Smykkefirmaet Pandora bekræfter hacking

Smykkefirmaet Pandora har været ramt af et hackerangreb, hvor hackere har tilgået personlige kundeoplysninger.

Smykkefirmaet Pandora bekræfter i en skriftlig kommentar, at det har været udsat for et hackerangreb, hvor "basisinformationer som navne og emails" er blevet tilgået.

- Vi arbejder tæt sammen med vores leverandør for at undersøge angrebet grundigt og sikre, at det ikke sker igen. Baseret på vores hidtidige efterforskning er vi overbeviste om, at det er blevet inddæmmet.

En række kundeoplysninger blev tilgået via en tredjepartsplatform, som Pandora anvender.

Det skriver firmaet i en skriftlig kommentar til Ritzau, efter at TV 2 og det amerikanske erhvervsmagasin Forbes først skrev om angrebet.

- Vi har været udsat for et cyberangreb, hvor nogle kundeoplysninger er blevet tilgået via en platform hos en af vores leverandører.

- Det drejer sig om basisinformationer som navne og e-mails, og hackerne har ikke haft adgang til kreditkortinformation eller andre personfølsomme detaljer. Pandoras interne systemer har ikke været påvirkede og fungerer normalt, skriver Pandora.

Firmaet fortæller i en mail til sine kunder, at hackerangrebet er standset. Det fremgår ikke, hvilken dato angrebet fandt sted.

Smykkefirmaet advarer i mailen kunderne om forskellige ting, blandt andet såkaldte phishingmails.

Ved phishing forstås mails, hvor svindlere forsøger at lokke personlige oplysninger som brugernavn, adgangskoder og kreditkort- eller netbankoplysninger ud af modtagerne.

Pandora føler sig sikre på, at angrebet er blevet "inddæmmet".

- At beskytte vores kunders privatliv er selvsagt afgørende, og selv om hændelser som disse desværre er blevet mere og mere almindelige, især blandt globale virksomheder, tager vi denne sag meget alvorligt, skriver Pandora til Ritzau.

Pandora er en af verdens største smykkeproducenter.

Pandora omsatte sidste år for 31,7 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 3,5 milliarder i forhold til året før.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047