23948sdkhjf

EU godkender hollænderes milliardkøb af Just Eat

Efter en grundig gennemgang har EU godkendt Prosus' køb af Just Eat for over 30 milliarder danske kroner

Madudbringningstjenesten Just Eat, der blev stiftet i Danmark, skifter ejere i en handel til mere end 30 milliarder danske kroner.

Europa-Kommissionen har mandag godkendt det hollandske investeringsselskab Prosus' køb af platformen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tilbage i februar kom det frem, at Prosus havde afgivet et købstilbud på Just Eat Takeway. Tilbuddet svarede til en værdiansættelse på 4,1 milliarder euro.

Europa-Kommissionen udtrykte dog bekymring over mulig konkurrenceforvridning ved et opkøb af madudbringningstjenesten.

Handlen kunne mindske konkurrencen på markedet for takeaway, da ejerne bag Prosus allerede ejede tæt på 28 procent af aktierne i konkurrenten Delivery Hero.

Techvirksomheden Naspers, der er medejer af Prosus, har dog indvilget i at give afkald på en "stor del" af aktierne i Delivery Hero, skriver AFP. Det eksakte frasalg af aktier oplyses ikke.

På den baggrund har Europa-Kommissionen godkendt milliardhandlen, fordi de ændrede betingelser ikke udfordrer konkurrencen på området eller forringer forbrugerens valgmuligheder, lyder EU's begrundelse.

Oven på den forestående overtagelse af Just Eat ventes Prosus at blive den fjerdestørste madleveringskoncern i verden, skriver AFP.

Just Eat blev stiftet i Danmark i 2001 af blandt andre iværksætteren Jesper Buch.

Selskabet flyttede til Storbritannien i 2006 og begyndte herfra en større, international ekspansion, der blandt andet indebar en række opkøb af lignende tjenester.

Just Eat fusionerede med hollandske Takeaway.com i 2020.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078