I en sjælden samdrægtighed går de største danske dagligvarekæder – Coop, Netto, Rema 1000 og Lidl – sammen om en fælles kampagne, der opfordrer danskerne til at vælge Fairtrade-bananer.
Budskabet “Du får en banan. Bonden får en fair løn” handler at gøre en forskel for mennesker og miljø.
I produktionslandene er der i dag mange negative effekter ved at være i bananbranchen i form af lave lønninger, usikre arbejdsvilkår og et stigende pres fra sygdomme og klimaforandringer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fairtrade Mærket Danmark.
– Vi vil gerne være med til at sikre, at der også i fremtiden er bananer på hylderne – og at de mennesker, der dyrker dem, får en fair løn. Derfor er det naturligt for os at støtte op om den her kampagne, siger Claus Krogh, head of corporate affairs i Lidl Danmark.
Kampagnen løber af stabelen fra i dag mandag 15. september og fortsætter i to uger.
Rema-købmand David Høyem fra Jyllingevej i Vanløse bakker op:
- Jeg oplever, at mine kunder forbinder Fairtrade-bananer med både kvalitet og ansvarlighed. Derfor gav vi dem for to år siden hele pladsen på banantrappen i min butik – og det kan mærkes på salget. – Generelt ser vi, at salget stiger i takt med, at flere vælger økologien til og bliver mere bevidste om Fairtrade-mærket.
Det samme gør man i Coop Danmark.
– Bananer er vores mest solgte frugt. De kommer fra lande med helt andre vilkår, end vi har i Danmark. Det tænker man ikke altid over, når der handles ind. Derfor er Fairtrade-bananer et godt eksempel på, hvordan man som forbruger kan bidrage til bedre løn, sundhed og uddannelse for tusindvis af familier, siger Thomas Roland, ansvarlighedschef i Coop.
Også Salling Groups discountkæde Netto er med i den fælles kampagne for Fairtrade-bananer.
– Det er fantastisk – og helt nyt – at alle discountkæder nu står sammen om dette initiativ. Det understreger, at ansvarlighed og fair vilkår ikke er et nicheprojekt, men en fælles forpligtelse, siger Kristine Marie Thøgersen, kommerciel direktør i Netto.