Mens konflikten om Grønland raser, og udenrigspolitik tager de store overskrifter, er der stadig liv i indenrigspolitikken også.
På Christiansborg forhandles der lige nu om en fødevarecheck og en fremtidig momsnedsættelse.
Søndag gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) så vælgerne klogere på, hvad hendes parti mener om det sidste.
AnnonceSocialdemokratiet hælder til, at der skal være tale om en generel momsnedsættelse, som Venstre ønsker det, men som Moderaterne opponerer imod.
Svaret fra statsministeren kom under De Radikales årlige nytårsstævne, hvor Mette Frederiksen deltog i partilederdebatten for første gang siden 2022.
Det betød, at de faste deltagere på nytårsstævnet havde en noget anderledes søndag end normalt.
For statsministerens deltagelse kunne mærkes flere timer, inden hovedpersonen selv ankom på Hotel Nyborg Strand.
AnnoncePolitiet var mødt talstærkt op, og tasker skulle tjekkes for at få adgang til salen.
De udvalgte emner til partilederdebatten, hvor Martin Lidegaard (R) og Mona Juul (K) var de øvrige deltagere, fortalte meget godt, hvad der er oppe i tiden: Grønland, fødevarepriser, folketingsvalget senere på året og udvisning af udlændinge.
Det blev emnet Grønland, der åbnede ballet.
Det gav mening, når nu man havde besøg af statsministeren, der står midt i konflikten, hvor USA igen viser interesse for at overtage Grønland, og hvor de tre landes udenrigsministre mødes i den kommende uge.
AnnonceMen det var ved debattens andet emne, at der kom en snert af politisk nyt.
Socialdemokratiets position på momsnedsættelse har været efterspurgt, da regeringens andre partier er uenige.
På den ene side vil Moderaterne fjerne momsen helt på frugt og grønt.
På den anden side mener Venstre, at momsen skal sænkes på alle fødevarer.
Socialdemokratiet har til gengæld ikke villet fortælle, hvad partiet vil, men søndag kom man tættere på et svar.
- Den generelle nedsættelse, lød svaret fra Mette Frederiksen, da hun blev spurgt, om hun hælder til det ene eller det andet.
AnnonceHun tilføjede dog, at "der er argumenter for og imod" begge muligheder.
Fokus er dog først og fremmest på fødevarechecken, måtte man forstå.
Her har regeringen afsat 4,5 milliarder kroner til udsatte befolkningsgrupper for at imødekomme de højere fødevarepriser.
Derefter skal der gøres noget ved momsen, og det bliver en del af en kommende økonomisk plan, lød det fra Mette Frederiksen søndag.
Den plan har været længe undervejs, men statsministeren forventer, at den kommer "i løbet af vinteren eller starten på foråret".
Annonce/ritzau/