23948sdkhjf

Nye regler om fortrydelse af køb på nettet

Når den nye forbrugeraftalelov træder i kraft, får forbrugerne mulighed for at fortryde et køb, selvom varen er taget i brug. Reglerne betyder dog samtidig, at forbrugerne ikke altid kan få den fulde købesum tilbage.
Udvidelse af eksisterende ret
Danske forbrugere har allerede i dag ret til at fortryde køb af varer foretaget på nettet inden for de første 14 dage efter, at de har modtaget varen. Det forudsætter dog, at varen bliver leveret tilbage i ”væsentligt samme stand og mængde”. Denne formulering i forbrugeraftaleloven betyder, at forbrugerne som hovedregel mister deres fortrydelsesret, hvis varen er taget i brug, og den dermed ikke længere kan sælges som ny.

Med vedtagelsen af den nye forbrugeraftalelov er det stadig udgangspunktet, at varen skal leveres tilbage i en stand, så den kan sælges igen. Men den eksisterende fortrydelsesret udvides, så forbrugerne ikke mister deres fortrydelsesret, selvom de har taget varen i brug. Der vil derfor fra den 13. juni 2014 ikke længere kunne stilles krav om, at varen skal kunne leveres tilbage i samme stand og mængde. I stedet hæfter forbrugeren, hvis varen har mistet værdi, fordi den er taget i brug. Forbrugerne vil i mange tilfælde opleve, at de ikke kan få den fulde købesum tilbagebetalt.

Forbrugerne må prøve varen som i en butik
Udgangspunktet i de nye regler er, at forbrugerne kun kan få den fulde købesum tilbage i de tilfælde, hvor de har prøvet varen på samme måde, som det ville have været muligt i en fysisk butik. Med tøj betyder det for eksempel, at man naturligvis må prøve om tøjet passer, men man kan ikke gå rundt med det i længere tid og fortsat forvente at få hele købesummen tilbage, hvis man fortryder købet.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en vare er benyttet mere end, hvad der ville være tilladt i en butik. På samme måde vil en eventuel værdiforringelse skulle vurderes fra gang til gang, men det er oplagt, at der vil være en del tilfælde, hvor alene det, at varen er taget i brug, gør, at den ikke kan sælges videre. I disse tilfælde er værdiforringelsen 100 procent, og forbrugerne vil derfor ikke have krav på at få penge tilbage, selvom de fortryder købet.

Oplys dine kunder om reglerne
Dansk Erhverv opfordrer medlemmer, der driver handel via nettet, til at oplyse kunderne tydeligt om, at de kun kan få den fulde købesum tilbage, hvis varen er behandlet, som det ville være tilladt i en fysisk butik. Samtidig bør kunderne informeres om, at der vil være tilfælde, hvor varen mister hele sin værdi, når den tages i brug, og at kunderne i disse tilfælde ikke vil være berettiget til at få penge tilbage.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079