23948sdkhjf

Danskerne har fået købelysten tilbage

Privatforbruget har været dansk økonomis svage punkt siden krisen, men nu lysner det. Købelysten hos de danske forbrugere er nu så stor, at man skal flere år tilbage for at finde noget tilsvarende.
Det går væsentligt bedre for privatforbruget herhjemme end hidtil antaget. Det skriver Børsen.

- Vi har haft et fantastisk forår, hvor der kom mere gang i forbrugerne og i salget. Vi kan se, at august også har været rigtig positiv, og på den baggrund har vi en positiv forventning til omsætningen i resten af året, siger Claus Brændgaard, centerchef i indkøbscentret Bruuns Galleri i Aarhus.

Claus Brændgaard og resten af detailhandlen kan godt glæde sig endnu mere. En stribe økonomer vurderer nemlig, at det går langt bedre med privatforbruget end tidligere antaget. Det viser nye tal fra Dansk Statistik.

Fraregner man forbrugernes energiforbrug og bilkøb, så steg privatforbruget med 1,1 pct. i første halvår i forhold til året før. Økonomerne har hidtil regnet med en forbrugsvækst på 0,3 pct. Det viser beregninger, som DST har foretaget for Børsen.

- Det lyder måske ikke som enorme forskelle, men det er faktisk forskellen på en blot o.k. og en direkte stærk udvikling i privatforbruget. De rensede tal peger mod en årsvækst i privatforbruget på omkring 2 pct., og det er klart over normalen. Det er også en vækst, der passer ganske godt med den pæne fremgang, som husholdningerne har i deres disponible indkomst, og med den meget høje forbrugertillid, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank til Børsen.

- De korrigerede tal for privatforbruget er bestemt positive, for privatforbruget har været dansk økonomis akilleshæl, siden den finansielle krise ramte. Fortsætter privatforbruget de gode takter, bør der ikke længere være nogen tvivl om, at det giver mening at tale om et opsving i dansk økonomi, siger Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank.

De korrigerede tal for privatforbruget afslører det højeste niveau for forbruget herhjemme siden tredje kvartal 2009.

Centerchefen i Bruuns Galleri, Claus Brændgaard vurderer, at forbruget fortsætter.

- Vi kan se, at maj var ualmindelig fantastisk med en utrolig høj omsætning, hvor året ellers havde svært ved at komme i gang, men i maj blev det hele hentet og mere til. Sommeren har også været rigtig fin, og august, som vi lige har fået tal for, er også rigtig positiv, så hvis vi kigger på det samlede billede, oplever vi en rigtig god udvikling i forhold til sidste år, siger centerchefen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125