23948sdkhjf

Syv danske Burger King restauranter solgt til nordmænd

Danmark er udset til at være et vækstmarked for Burger King. Norske King Food overtager derfor syv Burger King restauranter i Danmark.
Pr. 1. november overtager King Food syv restauranter i Danmark, som alle beskrives som yderst attraktive. Det skriver Sjællandske Medier.

Burger Kings planer om vækst på det danske marked betyder blandt andet, at antallet af restauranter skal øges med 50 procent i løbet af fem år. Denne strategi skal det norske selskab stå i spidsen for.

- Vi har ambitiøse planer for vækst på det danske marked, og opkøbet af disse syv overskudsgivende restauranter giver os et solidt grundlag at vokse på. I Skandinavien kommer vi nu op på at drive 46 restauranter og bidrager derfor med både know-how og kapital til at udvikle forretningen, udtaler Ole Erik Samseth, der er markeds- og kommunikationschef i King Food.

Det er ægteparret Anna og Poul Dall, der i virksomheden Montana Food har udviklet og drevet de syv succesfulde Burger King restauranter i Kolding, Ringsted, Ribe, Rødekro, Slagelse, Nyborg, Silkeborg, og som nu sælger restauranterne videre til King Food.

- Vi har haft succes med at drive restauranterne i Danmark, fordi vi har fokuseret på glade og tilfredse medarbejdere, der får kunderne til at komme igen. Derfor har det været afgørende for os, at vi sælger til mennesker, der har samme opfattelse af personalepolitik og virksomhedsledelse som os, siger Anna Dall.

Poul Dall får frem over en rolle som konsulent for King Food. Han skal rådgive om åbningen af flere restauranter. Anna Dall bliver fortsat en del af ledelsen af restauranterne for at sikre kontinuitet i driften.

Originalartikel: http://www.sn.dk/ringsted/byens-burger-king-faar-ny-ejer/artikel/445361
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047