23948sdkhjf

Nyt rekordår for Nobia Denmark

Selskabet bag HTH, Invita og Uno Form klarer sig bedre end nogensinde. Innovation og effektivisering af produktion og detailled er nøgleord.
På Nobias danske kontor i Ølgod er der tilfredshed med et resultat for regnskabet 2014, som lander på den anden side af 200 mio. kr. for den primære drift.

Resultatet er det absolut bedste i firmaets historie – også bedre end i de glade år før finanskrisens indtog.

- Vores salg af køkkener på det danske marked steg med 6 procent i 2014, og det skyldes primært mere nybyggeri og flere huse og lejligheder, der bliver sat i stand. Væksten kom op i fart i andet halvår 2014, siger administrerende direktør Lars Bay-Smidt.

Omsætningen gik fra 1.524 mio. til 1.560 mio. kr., mens overskudsgraden voksede til rekordhøje 13 pct.

- Regnskabet viser, at det stadig kan lade sig gøre at producere i Danmark, hvis man virkelig har fokus på at arbejde effektivt og være innovativ. Det er en glæde – både for medarbejderne og de 70 pct. af danskerne, som siger, at det betyder noget, at deres køkken er dansk, siger Lars Bay-Smidt.

Svensk strategi virker
Fremgangen i 2014 er opnået på trods af store tab på valutakurser i Norge og Sverige. Valutakursudviklingen har alene påvirket resultatet negativt med mere end 30 mio. kr.

Andelen af omsætningen, som i 2014 var knyttet til eksport, var 45 procent mod 47 procent i 2013. Reguleret for valutaudsving var omsætningen på eksportmarkederne i 2014 på niveau med året før.

- Vi har justeret strategien for HTH i Sverige, og det virker. Vi har lukket alle vores butikker i Nordsverige, og det har givet en effektivisering af leverings- og distributionssituationen i det øvrige Sverige. Vi åbner nye butikker omkring de store byer og giver de eksisterende et løft. Eksempelvis åbner vi vores tredje butik i Stockholm her i april 2015, og i sidste uge åbnede vi tre nye butikker i Skandinavien. Desuden arbejder vi målrettet med det professionelle marked, hvor de store projekter ligger, forklarer Lars Bay-Smidt.

Store muligheder i Nordtyskland
Nobia Denmarks overordnede strategi går på at styrke positionen på det danske marked samtidig med, at eksporten til nærmarkederne skal vokse.

I tæt samarbejde med typehusfirmaet HusCompagniet gik HTH i 2014 ind i Tyskland – i den nordtyske by Neumünster – og ifølge Lars Bay-Smidt er man kommet fint fra start.

- Vi ser store muligheder på det nordtyske marked, som ligger tæt på os og har en enorm byggeaktivitet samt en smag, der minder meget om den danske, siger Lars Bay-Smidt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096