Det er fortsat lidt op ad bakke at få de danske forbrugere til for alvor at hive varer ned ad hylder i de danske Matas-butikker.
Omsætningen i materialistkæden Matas vokser, men ikke helt så meget, som kædens topchef Terje List kunne have håbet, noterer han sig i regnskabet for regnskabsåret 2014/15.
- Omsætningsvæksten lå på grund af de tilbageholdende danske forbrugere lidt under vores forventning, mens årets samlede resultat indfriede de generelle forventninger.
- Det er forventningen, at den positive udvikling i koncernens resultat kan fortsættes i de kommende år, lyder det i regnskabet.
Nettoomsætningen steg 2,7 procent i forhold til 2013/14 og landede på 3,4 milliarder kroner.
Det var på linje med forventningen om en omsætning i underkanten af 3,5 milliarder kroner.
Matas fik et resultat før skat på knap 462 millioner kroner og et driftsresultat på 660 millioner kroner.
- Vi er glade for at kunne aflægge en årsrapport med en omsætning og et driftsresultat på linje med de udmeldte forventninger, siger Terje List.
/ritzau/
