Nordea har underskrevet en aftale om salg af sine kortindløsningsaktiviteter til Nets Holding A/S, skriver banken i en pressemeddelse.
- Salget af kortindløsningsaktiviteterne og etableringen af et partnerskab med Nets vil sikre et langsigtet konkurrencedygtigt tilbud om kortindløsning til vores erhvervskunder. Ændringer i de lovgivningsmæssige rammer og den hurtige teknologiske udvikling i sektoren stiller krav om både en vis volumen og betydelige investeringer fra leverandører af kortindløsning. Nets har den fornødne størrelse og kan tilføre den teknologiske kapacitet og de nødvendige investeringer til aktiviteterne fremadrettet, siger Lennart Jacobsen, leder af Retail Banking.
Transaktionen er betinget af de sædvanlige myndighedsgodkendelser og ventes gennemført i 4. kvartal 2015.