23948sdkhjf

Apoteker skal holde samtaler med patienter

Fra nytår skal apotekerne ikke kun uddele medicin. De skal også tilbyde samtaler til patienter med kroniske lidelser.
Målet fra politikerne er, at samtalerne vil øge patientsikkerheden. Det oplyser DR Nordjylland.

Det samme håb har formanden for Danmarks apotekerforeningens Nordjyllandskreds, Preben Smed Jeppesen.

- Der er tal, som viser, at op mod en tredjedel af kronikere i Danmark ikke tager deres medicin, som den er ordineret. Gør man ikke det, kan man ikke forvente, at det hjælper godt nok, siger han.

Og det kan have voldsomme konsekvenser at tage sin medicin forkert.

- Det kan i værste fald give alvorlige komplikationer, der kan medføre både hjerneblødninger, blodpropper og i yderste konsekvens kan man dø af det, siger Preben Smed Jeppesen til DR Nordjylland.

Det er blandt andet den frygt, der har fået politikerne til at vedtage, at alle kronikere skal tilbydes en samtale, fortæller sundhedsordfører for Socialdemokraterne, Flemming Møller Mortensen.

- Som systemet er i dag, er der faktisk mange, som går og får noget medicin, der ikke passer så godt sammen med anden medicin. Det er et spørgsmål om at få styr på tingene og højne kvaliteten og sikkerheden, siger han.

Samtalen skal foregå i enerum og vare cirka 10 minutter - herefter får man også tilbudt en opfølgende samtale, når medicinen er taget i brug.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094