Når ombygningen af Herlev Bymidte Butikscenter går i gang, vil det for nogle af butikkerne betyde, at de skal holde lukket i mellem ni og 18 måneder, skriver Herlev Bladet.
Herlev Handelsforening havde inviteret butikkerne til infomøde om centret, og på spørgsmålet om, hvorvidt butikkerne kunne holde åbent i byggeperioden, svarede Kim Lautrup, partner i udviklingsselskabet NPV, der ejer centret:
- Det kan de ikke, og det er noget af det, som vi ser som den største udfordring i projektet. Derfor skal vi også have en dialog med butikkerne om, hvad er interessen for at være der, mens der bliver bygget, og kan vi finde alternative lejemål.
I centret ligger blandt andet en Føtex, der, hvis en ny planlov giver mulighed for det, skal udvides.