Anne Søndergaard, der oprindeligt stammer fra Hobro, har sammen med Anne-Marie Schmith åbnet en 300 kvadratmeter stor interiørbutik, Design Affair, i Gl. Skørping, hvor Henrik Mønsted Jensen har valgt at tilpasse størrelsen af HMJ Design.
- Anne-Marie og jeg er sammen om butikken, og vi sælger hygge fra danske leverandører til det minimalistiske hjem. Produkterne er for eksempel i farver eller af træ. Vi har blandt andet velourpuder, glasting og lamper, fortæller Anne Søndergaard, der tidligere har haft Feen & Frøen i Skørping.
- Anne-Marie er den kreative, og jeg står for resten, fortsætter hun.
Anne Søndergaard, er datter af tidligere teglværksejer, Jan Ramsgaard, og gift med Søren Søndergaard, som har været professionel bokser.
- Da min far solgte Vindø Teglværk, fik jeg mulighed for at åbne Feen & Frøen, som jeg havde i otte år, fortæller hun.