23948sdkhjf

Grundlæggerens svigersøn giver chefpost videre i Ecco

Eccos topchef gennem 12 år takker af for at fokusere på design. Glidende generationsskifte er indledt.
Skogiganten Ecco skal have en ny mand i chefstolen.

Virksomheden indleder et glidende generationsskifte, hvor den nuværende topchef, Dieter Kasprzak, overlader den daglige ledelse til virksomhedens finansdirektør, Steen Borgholm. Det oplyser Ecco i en pressemeddelelse.

- Det er hensigten, at Steen Borgholm i forbindelse med bestyrelsesmødet og den efterfølgende generalforsamling i maj 2017 udnævnes til selskabets administrerende direktør, lyder det i meddelelsen.

Tyskfødte Dieter Kasprzak har været topchef i Ecco i 12 år. Han er gift med Hanni Toosbuy Kasprzak, som er datter af Eccos grundlægger, Karl Toosbuy. Dieter Kasprzak blev administrerende direktør, da grundlæggeren døde i 2004.

Ejeren Hanni Toosbuy Kasprzak er samtidig formand i Ecco, og hun siger om chefskiftet:

- Jeg er utrolig glad for, at vi har den rette person fra egne rækker til at overtage den daglige ledelse af Ecco.

- Steen Borgholm kommer til jobbet både med en stærk global markedsindsigt, betydelige finansielle kompetencer samt en bred viden om Ecco og vore produkter, siger Hanni Toosbuy Kasprzak i meddelelsen.

Steen Borgholm kom til Ecco i 2000 og har blandt andet arbejdet for Ecco i Schweiz, været administrerende direktør for Ecco i Canada og regionaldirektør med ansvar for Asien.

I 2012 rykkede han hjem til Danmark og blev medlem af direktionen.

Dieter Kasprzak skal fremover fokusere på især design og produktudvikling og vil også fortsat være medlem af virksomhedens hovedbestyrelse.

Ecco blev grundlagt i Danmark i 1963. I dag sælges familievirksomhedens varer i 87 lande verden over.

Ecco havde i 2015 en omsætning på 1,3 milliarder euro og et overskud på 114,5 millioner euro.

/ritzau/
Læs mere om: ECCO
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094