Polske medarbejdere lammede Danish Crown
Det viser sig nu, at den seneste tids strejker på Danish Crown er udløst af en stor gruppe polske slagteriarbejdere.
Ifølge finans.dk's oplysninger udgør de polske medarbejdere et stort flertal på det aftenhold, som i fredags indledte strejken.
Den bredte sig siden til de øvrige afdelinger på slagteriet, hvor produktionen de seneste dage har været lukket helt ned, men nu er dagsholdets sympati for aftenholdets krav angiveligt sluppet op.
- De har forlangt, at der skal indføres en minimumsløn og kræver samtidig fyring af to arbejdsledere. Begge dele er selv sagt urealistisk. Dels bygger hele aflønningen på danske slagterier på akkordsystemet, og dels er det altså ikke medarbejderne, der bestemmer, hvem der skal være chef. Det er umuligt at forhandle, når udgangspunktet er så urealistisk, siger Klaus Olesen, der er tillidsmand.