Det danske erhvervsklenodie Bang & Olufsen kan stadig ikke formå at få et overskud ud af sine kendte produkter. Det viser regnskabet for året 2015/16, der netop er offentliggjort.
Bang & Olufsen, der har hovedsæde i Struer, tabte samlet 198 millioner kroner efter skat. Skeler man til driftsresultatet, der grundet frasalg og teknik er mere sigende, tabte Bang & Olufsen 202 millioner kroner mod et tab på 807 millioner kroner sidste år.
Omsætningen er til gengæld steget solidt til 2,6 milliarder kroner. Bang & Olufsen nævner selv, at serien Play har leveret en solid vækst på 40 procent i fjerde kvartal.
/ritzau/
