Ulovligt at indsamle kunders betalingsoplysninger
Virksomheder må ikke kortlægge kundernes forbrugsmønster med udgangspunkt i betalinger.
Det fortæller Dansk Erhverv.
Ifølge Forbrugerombudsmanden må detailbutikker, dagligvarekæder og andre virksomheder ikke ”indsamle oplysninger om, hvor deres kunder handler, og hvad de køber”.
Tidligere har Forbrugerombudsmanden været af den opfattelse, at forbuddet i betalingstjenestelovens § 85, stk. 3, kun gjaldt banker og andre ydere af betalingstjenester.
Det er således Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en virksomhed ikke må kortlægge en kundes forbrugsmønster på baggrund af oplysninger om, hvor kunden bruger sit betalingskort, og hvad kunden køber.
Forbuddet gælder alle betalingsinstrumenter omfattet af betalingstjenesteloven, herunder betalingskort og adgang til netbank.
Undtaget fra forbuddet er indsamling af oplysninger fra loyalitetskort, hvortil der ikke er knyttet et betalingskort, ligesom virksomheden i enkelte tilfælde kan behandle betalingsoplysningerne, bl.a. hvis det er nødvendigt for, at kunden kan gennemføre betalingen eller for at forhindre misbrug af kundens betalingskort.
Hensigten med forbuddet er ifølge Forbrugerombudsmanden at beskytte forbrugerne mod, at deres oplysninger misbruges til markedsføring eller andre uvedkommende formål.
Dansk Erhverv ønsker det skal være muligt at knytte kundeklubber til betalingskortet. Det er det nemmeste for forbrugerne at have funktionaliteterne samlet et sted, og det vil samtidig give virksomheder mulighed for at lave bedre markedsføring.
Derfor har Dansk Erhverv fremlagt for regeringen, som en del af anbefalingerne i Implementeringsrådet, at man ændrer reglerne. Regeringen har meldt tilbage, at man vil tage anbefalingerne med i arbejdet om betalingstjenesteloven, der skal ændres inden 2018 pga. et nyt EU-direktiv.