23948sdkhjf

Sådan virker tillidsbaseret styring i praksis

Tre forsøg i det offentlige viser, at det kræver stærk ledelse, hvis man skal nå målene.
I de seneste to år har ledere hos det offentlige eksperimenteret med nye styre- og arbejdsformer i tre forskellige projekter rundt om i landet. Målet har været at finde ud af, om mere tillidsbaserede måder at arbejde på kan give nye ideer og bedre løsning af opgaverne til gavn for borgerne.

KORA, der er kommunerne og regionernes forskningsinstitut, har evalueret projekterne og konkluderer bl.a., at styring baseret på tillid og fagligt samarbejde kan være et værdifuldt supplement til resultatbaseret styring i den offentlige sektor. Særligt når der er behov for at udvikle nye indsatser og mål.

På et tema møde torsdag, kan interesserede høre mere om erfaringerne fra de tre forsøg. Blandt andet om, hvordan en tillidsbaserede arbejds- og styreformer kan implementeres, så de virker efter hensigten. Og hvor langt man er nået med Tillidsreformen, der blev aftalt af parterne på det offentlige arbejdsmarked i 2013.

Fakta om de tre forsøgsprojekter
Tre projekter blev sat i gang i begyndelsen af 2014 som led i sekspartsaftalen:
Subakut tilbud i Nordsjælland. Et samarbejde mellem Nordsjællands Hospital og to omegnskommuner, Frederikssund Kommune og Halsnæs Kommune.
FriNoVa – et socialpsykiatrisk tilbud i København. Et samarbejde mellem Københavns Kommune og brugerorganisationer på området.
Styr på ventetiden. Et styrket samarbejde mellem Kriminalforsorgen og Esbjerg Kommune om unge i kriminalitet fra domsfældelse til efter afsoning.
- I de tre cases, som indgår i analysen, har man søgt at balancere central målstyring med decentral faglig autonomi. Målet er, at løsningen skal give faglig mening for medarbejderne og skal styrke tilliden og samarbejdet på tværs af de organisatoriske enheder. Erfaringen viser, at motivationen blandt medarbejderne er størst, når de oplever, at målstyringen kan forenes med deres faglige kompetencer, forklarer Ulf Hjelmar, der er programleder hos KORA

I de undersøgte cases har man gennem innovative forløb på tværs af sektorer søgt at skabe nye måder at arbejde sammen på og styre opgaveløsningen på.

Kræver stærk ledelse
- Erfaringerne fra de tre cases viser, at det tager tid at etablere tillid på tværs af aktører og sikre gensidig dialog. Der er desuden behov for en stærk ledelsesmæssig opbakning til at skabe et innovativt råderum, mener han.

I de tre cases har man brugt det tværgående og tillidsbaserede samarbejde til at forsøge at udvikle nogle konkrete mål for indsatsen, som gav mening og værdi for de involverede parter. Samtidig har man søgt at følge op på, hvorvidt målene kunne realiseres. Den resultatbaserede styreform har stadig stået centralt, selv om man har forsøgt at koble det med en mere tillidsbaseret og fagligt baseret styring.

Fokus på tillid og samarbejde
Analysen viser, at der er et potentiale i den offentlige sektor i forhold til, hvordan man på den mest hensigtsmæssige måde kan bruge og kombinere forskellige former for styringselementer og samarbejdsformer.

- Det kræver en stærk ledelsesmæssig understøttelse, hvis man skal opfylde målet om at skabe en offentlig opgavevaretagelse og kultur med større fokus på tillid, samarbejde, nytænkning og faglighed, lyder konklusionen fra Ulf Hjelmar.

KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, laver analyser og forskning om og til kommuner og regioner. KORAs mål er at bidrage med viden, som kan fremme kvalitetsudvikling, bedre ressourceanvendelse og styring af den offentlige sektor.

Mødet afholdes hos KORA i København, torsdag kl. 16-18. Der optages video og slides af mødet, som gøres tilgængelig på nettet efterfølgende.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141