23948sdkhjf

BREAKING: Imerco overtager inspiration

Detailkæderne Imerco A/S og Inspiration A/S fusionerer.

IMERCO OVERTAGER INSPIRATION



Danmarks to mest kendte isenkræmmerkæder, Imerco og Inspiration, har indgået en aftale om fusion. Aftalen kommer som en konsekvens af den stadig stigende konkurrence fra blandt andet de store supermarkeds- og boligindretningskæder og den nethandel, der beskæftiger sig med indretning til bolig og køkken.

Det fortæller bestyrelsesformand, advokat Niels Heering, fra Imerco, i en pressemeddelelse.

Imerco og Inspiration har en samlet omsætning på 1,6 mia. kr. Heraf kommer cirka 1,1 mia. kr. fra Imerco, mens Inspiration omsætter for cirka 0,5 mia. kr.

Imerco-kæden består af 153 butikker, mens Inspiration har 48 butikker. I alt har de to kæder knap 1700 ansatte.

- Den samlede omsætning indenfor isenkramrelaterede produkter er meget stor og skønnes i Danmark at udgøre ca. 8 mia. kr. inklusive onlinesalg, og vi kan se, at konkurrencen om dette attraktive marked bliver stadig hårdere. Det skal vi kunne matche, og det kommer vi endnu bedre til med denne fusion, siger Niels Heering, og fortsætter:

- Imerco forventer før sammenlægningen et EBITDA i niveauet 90 mio. kr. og Inspiration 15 mio. kr. Med de synergier vi relativt hurtigt kan høste, forventer vi snart at kunne opnå et EBITDA på over 150 mio. kr. Vi har hermed også skabt en stærk børsnoteringskandidat.

Imerco har i dag Mikael Goldschmidt som hovedaktionær med en ejerandel på 84 pct. via datterselskabet M. Goldschmidt Capital A/S, mens Inspiration er 100 pct. ejet af Niels Thorborg via selskabet 3C RETAIL.

I det fremtidige selskab fortsætter M. Goldschmidt Capital som hovedaktionær med en ejerandel på 65 pct., mens 3C RETAIL får en ejerandel på 22 pct. Dertil kommer lidt over 100 mindretalsaktionærer, som primært er tidligere butiksejere fra Imerco-kæden.

Det bliver Imercos nuværende adm. direktør Frederik Brønnum, som i fremtiden skal stå i spidsen for det nye selskab.

Han fortæller, at navnene Imerco og Inspiration begge vil fortsætte, og at ambitionen er at fastholde det nuværende antal butikker og samtidig skabe vækst i omsætningen. Begge kæder fortsætter som selvstændige brands, men får fælles hovedsæde i Herlev.

- Denne fusion skal ses som et offensivt tiltag, hvor vi har en ambition om at vækste både inden for den klassiske butikshandel og i forhold til salget på nettet, siger Frederik Brønnum.

Fusionen skal godkendes af de danske konkurrencemyndigheder og ventes at være endelig på plads 1. november 2016.






Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.546