23948sdkhjf

Antallet af tvangsauktioner er ikke set lavere i otte år

Der bliver stadigt færre tvangsauktioner, viser nye tal. Niveauet fra før krisen er dog ikke nået endnu.
Antallet af tvangsauktioner er faldet stødt siden gældskrisen og efterdønningerne efter finanskrisen sendte tallet op på 500 om måneden i 2012. Den udvikling fortsatte i august.

Danmarks Statistik noterede 206 tvangsauktioner i august. Det er et lille fald fra 218 i juli. Dermed er antallet af tvangsauktioner faldet til niveauet fra 2008.

- Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden. Det højeste var i 1990 med 1695 om måneden. I 2016 ligger gennemsnittet på 241 tvangsauktioner om måneden, skriver Danmarks Statistik.

Baggrunden for de færre tvangsauktioner ligger ifølge flere økonomer i bedringen af boligmarkedet over hele landet samt de fortsat lave renter. De gør det billigere at have gæld i sit hus.

- Vi forventer, at antallet af tvangsaktioner fortsat vil holde sig på et lavt niveau i år.

- Der er ikke udsigt til, at renterne bevæger sig væsentligt væk fra de nuværende lave niveauer.

- Flere og flere kommer i job, bedringen på boligmarkedet fortsætter og opsvinget i dansk økonomi er sat ind, om end det går langsomt, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Signe Roed-Frederiksen i en kommentar.

Det er samtidig ikke kun en udvikling, der er begrænset til hovedstadsområdet. Ifølge Nordea faldt antallet af tvangsauktioner i 2016 med 26 procent i Region Midtjylland, det største fald i hele landet.

- Nogle ville måske have gættet på, at det var i Region Hovedstaden, at antallet af tvangsauktioner var faldet mest, eftersom det er her, at priserne har haft mest fart på de seneste år.

- Når det ikke forholder sig sådan, skal det forklares med, at antallet af tvangsauktioner allerede er faldet meget i denne region, hvorfor fremgangen nu begynder at flade ud, skriver boligøkonom ved Nordea Lise Nytoft Bergmann.
/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08