Den 1. september kunne Louis Nielsen byde velkommen til Birgitta Kunckel, Brønderslev, som ny medarbejder på supportkontoret på Indkildevej i Aalborg. Birgitta er et særdeles velkendt ansigt og en afholdt kollega i optikerkæden, skriver Louis Nielsen i en pressemeddelelse. Birgitta Kunckel kommer til Louis Nielsen fra en stilling i optikerkæden Smarteyes, hvor hun har været butikschef i Hjørring, men tidligere i karrieren har hun gennem en årrække arbejdet i Louis Nielsen. Senest som projektmedarbejder på et stort internationalt IT-projekt i optikerkæden, og før da var Birgitta Kunckel, der oprindeligt er uddannet optiker, butikschef og chefoptiker i Louis Nielsen butikken i Brønderslev. Birgitta Kunckel vender tilbage til Louis Nielsen til en nyoprettet stilling, hvor hendes primære opgaver bliver at støtte op om Louis Nielsen butikker i byer landet over, hvor konkurrence-situationen er særlig hård, og hvor Louis Nielsen derfor gør ekstra meget ud af markedsføring og andre aktiviteter lokalt.