23948sdkhjf

Danske virksomheder har 82 mia. kr. til vækst - hvis de ville

Dårlig udnyttelse af arbejdskapital koster vækst og arbejdspladser.
Hvis danske virksomheder var bedre til at styre den såkaldte arbejdskapital, kunne de frigøre hele 82 mia. kr. til at skabe vækst og arbejdspladser. Det viser en omfattende analyse af regnskabsdata fra Deloitte. Et kæmpe potentiale, der skal og bør udnyttes, siger ekspert.

- En virksomheds arbejdskapital er alle de penge, der er bundet i varelagre, kunder og kreditorer. Jo flere penge, der er bundet, des færre penge har virksomheden at investere og skabe vækst. Derfor er det et stort problem, hvis virksomhederne ikke formår at styre deres arbejdskapital på en effektiv måde, siger senior manager i Deloitte, Nicolai Skov, der til daglig rådgiver virksomheder om arbejdskapital.

Deloittes analyse viser en klar sammenhæng mellem udviklingen af arbejdskapitalen og virksomhedernes generelle lønsomhed.

- Tallene viser med tydelighed, at virksomhedernes overskudsgrad og deres evne til at optimere arbejdskapital er to tæt forbundne størrelser. En høj indtjening og en lav pengebinding går simpelthen hånd i hånd. Så enkelt er det, siger Nicolai Skov.

På trods af det store potentiale for skabe vækst har danske virksomheder samlet set ikke formået at nedbringe arbejdskapitalen væsentligt over de seneste fem år. Det overrasker Nicolai Skov:

- Samlet set er arbejdskapitalen steget med ca. 5 pct. over de seneste fem år. Det betyder, at danske virksomheder i alt har 103 mia. kr. bundet i varelagre, kunder og kreditorer. Stigningen hænger i høj grad sammen med øget omsætning, men pilen burde ikke desto mindre pege den modsatte vej.

Ud over muligheden for at skabe vækst kan arbejdskapitalen også have afgørende konsekvenser for virksomhedernes lånemuligheder.

- Vi ved, at virksomhedernes arbejdskapital-performance er en af de afgørende faktorer, der kigges på i forbindelse med fremskaffelse af likviditet. Har man en lavere pengebinding, har man simpelthen flere muligheder for at skaffe ekstern finansiering og endda til en billigere pris, siger Nicolai Skov.

Ifølge Nicolai Skov kræver det både god kontrol over den samlede værdikæde og en løbende tilpasning til markedsforholdene at optimere en virksomheds arbejdskapital.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08