23948sdkhjf

Han vil altid være kendt som ISO-købmanden

NAVNENYT: Fra 1982 og frem til 2002 stod købmand Niels Jørgen Soldbro som ejer af dagligvarekæden ISO, som han stiftede med sin far i 1967. Nu fylder han 75 år.
I 1967 blev supermarkedskæden ISO grundlagt af købmand Jørgen Soldbro og sønnen Niels Jørgen. Faren havde selv drevet flere små købmandsbutikker siden 1937, men med den nye butik kom far og søn på landkortet.

Sammen drev de supermarkedsforretningen, der holdt til i København og Nordsjælland, indtil 1982, hvor faderen Jørgen gik bort.

Derefter stod Niels Jørgen Soldbro selv med ansvaret, og det forvaltede han indtil 2002, hvor han trak sig helt fra livsværket og solgte det videre.

Lørdag den 15. oktober kan Niels Jørgen Soldbro fejre sin 75-års fødselsdag og se tilbage på en tid, hvor ISO var en storspiller på markedet for dagligvarebutikker.

I alt 12 butikker nåede ISO op på at have, inden videresalget til dagligvaregrossisten Dagrofa skete i 2002. Og den ekspansion kan primært tilskrives Niels Jørgen Soldbro.

Ved farens død i 1982 var det femte ISO-supermarked ved at åbne, men Niels Jørgens ønskede at udvide ISO endnu mere.

Dette kunne bare ikke lade sig gøre, da moren sad på 80 procent af aktiemajoriteten, og han selv kun sad på 20 procent.

Hver gang sønnen forslog, at forretningen skulle udvides, blev han mødt af et afslag fra moren. Sådan gik det i ti år frem til 1992, hvor et økonomisk krævende generationsskifte gik igennem, og han blev eneejer.

Derefter kom der gang i butikken, og op gennem 90'erne voksede virksomheden markant.

ISO-købmanden Soldbro havde også ambitioner om at udvide forretningen til Jylland, men til det formål skulle han bruge penge. Dem fik han i 1999, da han solgte 50 procent af virksomheden til den svenske detailhandelsgigant ICA.

Kapitalen kom ind, men drømmen om udvidelse til Jylland blev aldrig en realitet, og i 2002 trak Niels Jørgen Soldbro sig helt fra sit livsværk.

Efter salget blev tiden blandt andet brugt i hans eget investeringsselskab og på rejser med hustruen, Marie Louise.

Niels Jørgen Soldbro har også været formand for købmændenes brancheorganisation, DSK, fra 1991 til 1997.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078